Blogindlægs-challenge dag 6. Mindfulness

Det er søndag, børnene er taget i KU.BE på Frederiksberg, sammen med deres far. Jeg har hjemmet for mig selv. Det 6. indlæg i min syv dages-challenge, skal skrives.

Det er på tide at jeg nævner noget om mindfulness.

Jeg har flere gange hentydet til mindfulness og den gavn jeg har haft af at implementere den praksis i min hverdag.

Hvis jeg skulle nævne en enkelt ting, som har haft størst indvirkning på min udviklingsproces, må det siges at være mindfulness.

Nu tænker du måske, at det er en overdrivelse. Men hold lige igen. Jeg vil forklare hvad jeg mener med det.

Mindfulness, det nye sort

Du har givetvis stødt på mindfulness før. Jeg vil næsten påstå, at hvis du er tilknyttet en arbejdsplads eller anden institution, har du nok hørt om mindfulnesskurser, terapiformer, yoga og meditation. 

Mit møde med mindfulness startede på mit studie. Men lad mig starte med definitionen. Her er hvad der står om mindfulnesss i Den Store Danske på nettet:

mindfulness, begreb, der stammer fra buddhismen og yogaen, og som især har fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og behandling af stress.

Centralt i mindfulness er nærvær, fuld opmærksomhed på det, man lige nu og her beskæftiger sig med, tilstedeværelse med alle sanser vågne. Det handler fx om at lytte til en ven uden samtidig at planlægge aftenens oprydning. Følelser og tanker ignoreres eller vurderes ikke, de observeres, hvorved det bliver lettere at se, hvad der driver en, at se tankemønstre og at få et billede af, hvordan man reagerer på bl.a. stress og pres.

Bevidsthed om sig selv og sine reaktioner giver mulighed for objektivt at forholde sig til fx en opgave og planlægningen af den i stedet for automatisk at reagere på den ekstra arbejdsbyrde.

Mindfulness trænes ved meditation, yoga og opmærksomhedsøvelser, der opøver evnen til at fokusere og være opmærksom på åndedrættet, kroppens enkelte dele og sindet.

Det er tydeligt at se den kommercielle tilgang her. Det kan påstås at begrebet/praksissen har vundet indpas i Vesten, på baggrund af den ’nytteværdi’, det giver virksomheder og institutioner.

Det er en af årsagerne til at det har mødt kritik af blandt andet den danske psykologiprofessor fra Aalborg Universitet, Svend Brinkmann, i blandt andet hans bog ’Ståsteder’. Og med rette.

Men jeg tror ikke, at man skal smide barnet ud med badevandet.

Mindfulness har en dyb forankring i intentionen. Intentionen kan ødelægge en god handling, blot fordi den er malplaceret.

Hvis intentionen med at indføre mindfulness på arbejdspladser, er med øje for større produktivitet og en forbedring af bundlinjen, så adresserer man ikke det reelle problem med stress.

Mindfulness kan i disse tilfælde, blive endnu et redskab til at overføre ansvaret for ordentlige arbejdsforhold, væk fra ledelsen og over på personalet. Man kan overse årsagerne til stress, og i desperation forsøge at løse problemerne gennem en lappeløsning, herunder mindfulness.

Det er dog en diskussion, som må tages andetsteds.

At blive bedre til at mentalisere

Min egen indgang til mindfulness har være med tanke for hvordan jeg kunne øge min egen mentaliseringsevne overfor mine børn, min mand, mine forældre, øvrige familie og veninder.

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet hvordan jeg blev meget begejstret for tilknytningsteorien og mentalisering, mens mine børns fortsat var små, og jeg stadig var studerende. Jeg ville så gerne forbedre mig selv, således at kunne blive en bedre mor.

Min følelse af, at jeg ikke rakte til, at jeg alt for ofte ikke var nærværende. At jeg alt for ofte mistede tålmodigheden. Skældte ud, osv, drev mig til at se nærmere på hvordan jeg ellers kunne forbedre mig. Tydeligvis var det ikke nok at ’lære’ om tilknytning og mentalisering på studiet. Der var noget der manglede.

Jeg faldt over mindfulness, gennem YouTube, hvor jeg så en video med en hjerne- og tilknytningsforsker ved navn Daniel Siegel. Det interessante ved ham er at hans forskning er forankret i tilknytningsteorien.

Jeg tog fat i hans bøger blandt andet ’Sindets tilblivelse og udvikling’ og ’Mindsight – Ny videnskab om personlig transformation’. Det blev klart for mig hvilken værdi og indflydelse, træning i bevidst nærvær, havde på selvudvikling og vores relationer.

Da jeg så selv gav det et forsøg, og begyndte at bruge mindfulness øvelser på daglig basis, gik der ikke lang tid før, at jeg oplevede en forandring i min måde at håndtere mine følelser og tanker på.

Det skubbede mig i hvert fald i den retning jeg gerne ville hen. Det øgede mit nærvær med mine børn. Det gav mig mod til at udforske sider af mig selv, som har været negligeret. Det gjorde mig opmærksom på hvad der virkede og ikke virkede med min indstilling og kommunikation. Hvad jeg sagde og hvad jeg undlod at sige. Hvordan det alt sammen havde en indvirkning på dynamikken mellem mig og mine nærmeste.

Det er grunden til at jeg indledte indlægget med en storslået ros til mindfulness. Det er en simpel teknik, der ikke behøver at tage lang tid at udføre. En øvelse der giver langt mere tilbage ift. hvad man ligger i det.

Hvordan virker mindfulness?

Helt grundlæggende virker det sådan at man lærer at træde et skridt tilbage fra sine følelser og tænkning gennem diverse øvelser.

I en siddende position, retter man opmærksomheden mod en kropslig fornemmelse fx vejrtrækningen, lugtesansen, synssansen eller kroppen. Hver gang ens opmærksomhed vandrer væk fra dette fokuspunkt lægger man mærke til det og vender opmærksomheden tilbage til det valgte fokuspunkt

Det vil selvfølgelig uundgåeligt ske, gang på gang. Og det er meget irriterende, kan jeg love dig, men det er summen af hele øvelsen.

Hele tiden at bringe sin opmærksomhed tilbage til fokuspunktet, med så lidt vurdering, fordømmelse og irritation som muligt.

Med tiden vil man opleve den virkning at mentale processer har mindre greb over os. Jo mere vi øver os i at observere vores mentale ’film’, jo mere vil man erkende at tanker og følelser ikke er identiske med ’os’.

Med andre ord; sindet kan differentieres. På den ene side har du alt den mentale aktivitet (tanker, følelser, fantasier, overbevisninger, bekymringer, fordømmelser, holdninger, ønsker og alt muligt andet), på den anden side er der jeg’et som oplever, bemærker og observerer alle disse mentale aktiviteter.

Det er vigtigt at kende forskellen, fordi den der oplever følelsen eller tanken kan ikke være tanken eller følelsen. At erkende forskellen er det første skridt hen imod en bedre regulering af vores følelser, impulser og motiver.

Med tiden vil man være i stand til at kalde på den indsigt i realtid. Det vil sige midt i en konflikt eller en anden stressende situation. Man vil have så stærk en evne til at mærke og observere sine følelser, tanker, antagelser og fordomme at man ikke så nemt falder i konflikteskalerende adfærd.

Det er blandt andet sådan at vi kan træne vores evne til at regulere vores affekter og få overskuddet til at være udforskende og nysgerrige på vores eget og andres mentale forhold.

Jeg beklager længden på dette indlæg, men håber at det giver indsigt i hvorfor jeg er så stor en fortaler for mindfulnesstræningen i vores hverdag. Det er uden tvivl det værd at overveje.

Bedste hilsner, Hamida