FOMO, decision fatigue og værdier

Bliver du også overvældet af alle de valg og beslutninger der skal tages i alle mulige sammenhænge? Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Hvilken tøjstil skal jeg anlægge? Hvilken diæt jeg skal følge? Hvilket socialt medie skal man være på? Hvilken gruppe skal man identificere sig med? Hvilke mål skal jeg stræbe efter?

Hvis der er noget der særligt kendetegner vores del af verden og den tid vi lever i, så er det den overflod af valgmuligheder vi har til rådighed. Du er ikke alene, hvis du føler, at du er faret vild i junglen af valgmuligheder. Iblandt de begreber der er rammende for fænomenet, er FOMO (fear of missing out) og decision fatigue. Eksperterne taler om, at det har skabt en epidemi af angst og stress, især iblandt unge i dag.

På den ene side har vi det privilegium, at alt er serveret for os. Vi har aldrig haft så mange muligheder, som vi har i dag. Muligheder som åbner dørene for store drømme, som for bare 100 år siden havde været umulige, og kun forbeholdt en håndfuld privilegerede individer. I dag er vi ikke bundet til at leve en bestemt livsstil, eller at forblive i et bestemt socialt lag. Vi kan bevæge os i forskellige sammenhænge og sociale lag. Desværre er der også mange af os, som lider, fordi vi drukner i selv samme hav af valgmuligheder. Det kan ikke lade sig gøre at opleve alt, at afprøve alt, at blive god til alt, så vi er tvunget til at vælge noget fra, konstant. Det skaber en angst for at vi går glib af chancer, af oplevelser, af muligheder. Vi vil både blæse, og have mel i munden, ser det ud til.

Er der en måde at takle dette paradoks på? En måde hvor vi føler at vi ikke går glip af noget, og samtidig er tilfredse, med de valg vi træffer?

Jeg vil i det følgende prøve at svare på disse spørgsmål.

Værdier som et indre kompas

Når man stræber efter noget bestemt, har det logisk nok den virkning, at størstedelen af de øvrige valgmuligheder frasorteres. Har du eksempelvis et rejsemål for øje, som er Tokyo, behøver du ikke at tage stilling til, hvad der skal opleves i Barcelona, Cape Town eller i Singapore.

På samme måde er der ingen der lever værdifrit. Alle har et eller andet, som de stræber efter. Det kan være drømmen om en særlig uddannelse, der giver status, eller drømmen om at det lykkelige ægteskab med en masse dejlige børn til følge eller noget helt tredje. Når det er indlysende hvad, der er vigtigt for dig selv, kan du nemmere lukke støjen ud, og stille dig tilfreds med dine beslutninger.

Det er dog ikke tydeligt hvorvidt vores værdier er importerede fra andres forventninger eller om det er ens egne værdier. Det er i sammenstødet med udfordringer og livsomvæltninger at vi oftest er nødt til at gøre op med os selv hvad der er vigtigst for os. Eller om det var et mål der var opstillet, fordi man gerne vil leve op til andres forventninger.

For at illustrere min pointe vil jeg gerne dele et udsnit af min egen proces med at identificere hvad der var det vigtigste for mig. Det jeg bruger til at navigere i det utal af valgmuligheder, som er derude og stille skarpt ind på det, som jeg anser som værdifuldt.

At blive forældre

En af de omstændigheder der for alvor tvang min mand og jeg til at forholde os til vores værdier, var da vi fik vores første barn. Vi var begge 27 år den gang og jeg havde lige afleveret min bacheloropgave på arabiskstudiet. Efter ni måneders graviditet og min glædelig forventning og forestillinger, var jeg klar til at blive mor, syntes jeg selv. Hvor svært kunne det være? Min egen mor fik syv børn. Hvorfor skulle jeg ikke kunne klare et barn?

Da jeg så, for første gang, fik min datter i hænderne, i den her mærkelige fantasilignende virkelighed efter fødslen, var jeg fuld af forundring og vantro. En tilstand, hvor det så småt synker ind, at ens liv er total forandret og aldrig vil blive det samme igen. Hvor det gik op for mig at jeg var bundet til dette lille menneske for altid. At jeg havde ansvaret for hende de næste mange år og jeg anede ingenting om hvordan jeg skulle gøre det. Tyngden af denne erkendelse var næsten knusende.

Der lå jeg så på hospitalet, totalt overrumplet af kærlighed, chok, målløshed og en dyb ærefrygt over denne opgave. For hvordan kunne jeg andet end at forkludre det her? Her lå dette vidunderlige spædbarn, som ikke kunne være mere fuldendt. Ikke kunne være mere perfekt, og det var meningen at jeg skulle bygge videre på perfektionen? Jeg var jo dømt til at mislykkedes.

Jeg gav mig i kast med at læse, alt hvad jeg kunne få fat i, af diverse bøger om børn, deres udvikling og de tanker der lå bag de forskellige metoder og pædagogikker. Jeg var fast besluttet på at gøre det så godt jeg kunne. At blive så klog på forældreskabet som jeg overhovedet kunne. For min lille pige skulle i hvert fald ikke bøde for mine fejl og mangler.

Spol frem til i dag. Tre børn i alt og 11 år mere erfarne, overlevede min mand og jeg, som de fleste forældre heldigvis gør. Men det vi har fået med af læring om os selv, og de værdier som er bærende i vores liv, overskygger alt andet. Det er der, vi blev konfronteret med hvad der er vigtigt for os.

Det skal nævnes at inden vi fik børn, syntes min mand og jeg begge, at vi var forholdsvis reflekterede om vores værdier. Vi havde sat os ind i vores tro, som udgjorde grundlaget for vores værdier og syntes selv vi havde styr på vores værdier. Men intet havde forberedt os på forældreskabet og hvordan det konstant kan udfordre os til at reevaluere vores ståsteder og væremåde.

Det blev klart for os, at vi var tvunget til at arbejde med vores personligheder og væremåder og ikke blot fordybe os i teologiske spørgsmål, filosofiske diskussioner og regler om hvad der var tilladt og hvad der ikke var tilladt. Vi erkendte at det vigtigste for os var at vores værdier måtte manifestere sig i vores handlinger og interaktion med hinanden og andre mennesker, ikke bare i teorien, påklædningen eller i vores ritualer. Der kom vi til kort ligesom så mange andre, der kæmper med smålighed, arrigskab, vrede, dovenskab og alle de andre herlige menneskelige træk. Vi så i øjnene at disse træk viser sig allertydeligst, når vi var sammen med vores nærmeste og dermed også vores børn.

De værdier som blev klarere for os i løbet af de sidste mange år, og som vi fortsat kæmper for at opretholde er tillid til hinanden. Tillid til en højere Magt, som har vores ryg så længe vi er oprigtige. Ansvar, som er den tyngde, der giver meningen til vores liv. Håb fordi tilgivelse og barmhjertighed altid er en mulighed. Ydmyghed, nysgerrighed og åbenhed fordi, det er det brændstof som vores rejse er tanket op med.

Disse værdier bruger vi til at manøvre os igennem de utal af valgmuligheder vi præsenteres for til dagligt, og dermed undgår vi (for det meste) at opleve FOMO og decision fatigue. Jeg håber du er blevet inspireret til selv at tage stilling til de værdier der skal bære din tilværelse og dermed komme tættere på det som er værdifuldt for dig.

Overkommelighed

Jeg behøver vel ikke at afsløre at ja, at vi er langt fra i mål og at der stadig er en masse ting vi gør forkert med vores børn, os selv og med hinanden. At vi oftest stadig er forvirrede og fortvivlede og handler uhensigtsmæssigt. At processen og refleksionerne virker som om de aldrig får en ende. Sagen er den, at jeg ikke tror det kan gøres anderledes. Så buckle up! som man siger. Ingen har påstået at det er nemt.

Men det betryggende er at i selvsamme udfordringer ligger mulighederne for udvikling.