Fortællingernes forunderlige verden

Fortællinger er mere end blot en adspredelse vi nyder at forkæle os selv med i sommerferier og øvrig fritid. En god historie, der er godt skruet sammen med en gennemført plot, en medrivende handling og solide troværdige karakterer, kan have en dyb og vedvarende effekt på os. Det er ikke tilfældigt at vi elsker en god historie.

Det viser sig at vi mennesker er gearet til at forstå vores oplevelser og liv som en historie. Vi anser vores liv gennem begreber som fortid, nutid og fremtid. Start, midt og slut. (Se blandt andet Jerome Bruners arbejder med narrativer). Og ligesom med de bedste historier vi nyder at genfortælle og læse i skønlitteraturen, se i biografen eller Netflix, så er der en bevægelse hen imod en forløsning en afklaring eller måske en tragisk afslutning.

Det der kendetegner sunde familier og samfund er blandt andet evnen til at fortælle og genfortælle historier, gøre dem dybere, mere nuancerede uden at miste sammenhæng og mening. Det er velfungerende samfund og familier der formår at skænke til deres yngre generationer, en sammenhæng mellem deres fortid og den virkelighed de lever i og den fremtid de bevæger sig henimod. Hvor tilgangen til fortællinger hverken er kaotisk og usammenhængende eller fastlåst og rigid men dynamisk og undersøgende. Hvor indstillingen overfor ny viden, nye erfaringer eller sågar problemer bliver inkorporeret og integreret og ikke afskåret eller dissocieret fra den overordnede fortælling.

At bruge historier

Men hvis vores historier er så vigtige, hvorfor er der så ikke flere der er optaget af dem? Hvorfor er alle ikke engageret i at undersøge deres baggrund, at videreudvikle deres historier? At søge mening i dem, at skabe sammenhæng i dem, at stille nye spørgsmål?

De fleste af os har solide nok fortællinger om os selv, så vi nogenlunde kan navigere igennem tilværelsen. Narrativforskningen viser at fortællinger forekommer naturligt og spontant gennem samtaler mellem familiemedlemmer og venskaber. Så vi gør det allerede mere eller mindre bevidst. Tænk bare på din seneste samtale med din veninde eller ægtefælle, hvor du fortæller om en hændelse på arbejdet eller på vejen hjem i toget eller hvad det nu måtte være. Hvis det har været en rystende oplevelse, fortæller du om hændelsen for blandt andet, at få rede på hvad der skete og hvad du følte i den forbindelse. Din samtalepartner kan derimod stille spørgsmål til din historie, for selv at få greb om hvad det handler om og måske gøre dig opmærksom på noget du har overset. Utallige af lignende fortællinger væves sammen og udgør det stof som vores liv er gjort af.

Sagen er den at når der ikke er umiddelbare problemer der banker på døren, så har vi ikke nogen grund til at rydde op i de grundlæggende fortællinger der oftest udgør fundamentet for vores livssyn. Fortællinger der måske er blevet nedarvet i generationer og som ubevidst bliver overført fra forældre til børn. Det som i folkemunde bliver kaldt for social arv. De fleste har hverken tid eller overskud til at grave i mudret i hverdagens trummerum. Så længe livet virker til at køre på skinner, og der ikke er alt for mange forstyrrelser, vil vi blive ved med at arbejde henimod den næste drøm, det næste selvrealiseringsprojekt. Det er hverken uforståeligt eller mærkeligt. Af mangel på bedre redskaber tilpasser vi os omstændighederne og håber på det bedste.

Lad vær med at vente på krisen

Der hvor vi kommer til kort er, når vi bliver mødt med livsomvæltende begivenheder eller kriser. Når vi eksempelvis mister et menneske der er os nært. Når vi føler at vi sidder fast i en utilfredsstillende karriere eller et destruktivt forhold. Hvis vi eller nogen vi har kært, bliver ramt af en forkrøblende sygdom. Når vi bliver rystet i vores grundvold og kommer i tvivl om hvem vi er. Der er det altafgørende at ens overordnet fortælling er intakt, heriblandt hvad meningen med ens liv er.

Det vil næppe overraske nogen at alle vil, på et eller andet tidspunkt, blive ramt af sådanne kriser af den ene eller den anden grad eller afskygning.

Pludselig kan vi ikke længere forstå os selv, vores følelser eller reaktioner. Vi bliver måske aggressive, langer ud efter de mennesker der er omkring os eller retter vreden indadtil i desperation. Andre vil have tendens til at feje problemet under gulvtæppet. Håbe på at det forsvinder, hvis man ignorerer det længe nok. Eller endnu værre; ens tilværelse kollapser og man ender ud i en eller anden form depression, angstanfald, afhængighed eller andet grufuldt. Alle disse reaktioner er defekte strategier vi har udviklet i desperation og af mangel på bedre løsninger. Af mangel på bedre historier.

Historie som redskab

Fortælling er både et tilgængeligt og gavnligt redskab, der kan have positive virkninger på vores mentale helbred og sociale forhold. Ved at give vores historier opmærksomhed og videreudvikle dem, så de integrerer vores forståelse af os selv, andre mennesker og livet som helhed, kan vi fæstne vores mentale fort og ruste os til at klare de rystelser der måtte komme hen ad vejen. Hvad der er endnu bedre, er at de kan fylde vores liv med mening, kontinuitet og taknemmelighed og skabe det mentale overskud, der er så stor en mangelvare i vores moderne liv.

Fortællinger er nemlig så simple, at alle forstår og bruger dem og samtidig kan de blive stadig mere komplekse, dybe og rige.

Pennens potentiale

En af de måder man kan gøre det på er ved at skrive sin historie ned. Start med nuet. Hvad optager dig lige nu? Hvad kredser dine tanker sig om? Gå dybere; Hvad ligger der bag tankerne? Hvilke følelser eller bekymringer har skabt tankerne? Er der et mønster du kan genkende?

Din skrivning vil sikkert føre dig i mange blindgyder, men det er ok. Så har du udforsket den stig. Videre til næste. Gør det til en daglig rutine at skrive dine tanker ned, og inkorporer så meget af dig selv som muligt. Følelser, tanker, oplevelser og erindringer. Fortid, nutid og fremtid. Hvor ønsker du at være? Hvad er dine drømme og aspirationer? Hvad siger det om dig og dine værdier?

I begyndelsen kan man sandsynligvis ikke præstere andet end at skrible noget totalt volapyk sammen. Men med tiden vil man opdage små øer af mening hist og her. Man vil opdage at skrivning i sig selv tvinger tankerne til at leve op til en struktur, have en orden og en logik. Mulige forklaringer på tidligere oplevelser bliver til, hvor man før ikke så andet en tilfældighed, urimelighed og meningsløshed. Der vil givetvis også være behov for at snakke med andre, ens venner, søskende eller forældre. Selve spørgsmålene bliver mindre overvældende, mere klare og kan tages i bidder.

Historie med formål

Jeg har dog én opfordring som jeg stærkt anbefaler og det er at man er krystalklar på sin intention. For det nytter ingenting at skrive en historie, der ikke er troværdig og oprigtig. Intentionen om at forstå, at blive klogere, at komme videre er altafgørende for, at det kan lykkedes med at skabe en forandrende fortælling, der bidrager til den personlige udvikling.

Det indbefatter, at historien rummer erkendelsen af, at man er bundet af sine begrænsninger. At man aldrig har den fulde sandhed. At alle mennesker er præget af deres givne omstændigheder og begrænsninger. At al adfærd bunder i mentale forhold, som hverken er gennemsigtige eller nødvendigvis lettilgængelige, men at der altid er en grund til adfærden. At man stræber efter at opnå klarhed og forståelse. At man erkender at man som voksen har et valg nu og kan bruge det til at ændre på det som ikke fungerer. Give slip på bitterheden og rette op på forhold hvor man kan. Et lillebitte skridt ad gangen.

Ps. Jeg vil påpege en disclaimer her: hvis man har oplevet alvorligt trauma eller lignende, så er mit råd at søge professionel hjælp, hos egen læge eller lignende. I visse tilfælde kan det medføre mere skade end gavn at give sig i færd med selvhjælp, uden den fornødne professionelle støtte.