Kan man have tillid, når man først er blevet svigtet?

Med afsæt i det tidligere blogindlæg ’FOMO, decision fatigue og værdier’ om hvordan vi kan bruge værdier til at navigere i livet, blev jeg inspireret til at skrive om en af mine kerneværdier, tillid. Jeg vil forsøge at skildre hvad det betyder at have tillid som en værdi, og hvordan det kan omdanne vores indstilling overfor de kæreste mennesker i vores liv.

Hvorfor tillid?

Ved første øjekast kan det virke overflødigt at uddybe dette emne. Når vores forhold fungerer som de skal, er det ikke relevant at forholde sig til tillid. Som udgangspunkt er vi ret pålidelige og troværdige i vores dagligdag sammen med vores familiemedlemmer, venskaber og andre stærke bånd.

Men som alle ved, så bliver dagligdagen løbende forstyrret af små brister. Uenigheder og misforståelser er uundgåelige og der opstår konflikter. I indlægget ’Fortællingernes Forunderlige verden’ kom jeg ind på at vi er underlagt bestemte fortællinger, der dominerer vores syn på os selv, andre og tilværelsen. Jeg nævnte også at det er de udfordrende situationer i vores liv, der giver os anledning til at genoverveje, hvordan vi skal forstå os selv i sammenhæng med vores oplevelser og andre mennesker.

Man kan betragte dette indlæg som et bud på hvordan værdier kan være kraftfulde midler til at skabe dyb mening med sit liv, og bruge dem til at genskrive vores livshistorie.

Tillidens præmisser

Tillid kræver noget af os. Det er en værdi, der ikke kommer uden risici. Det er et bevidst valg vi træffer. Her er de tre præmisser, som jeg mener at tillid hviler på:

1. Mod til at være sårbar
2. At kunne tåle usikkerhed
3. Tillid som et valg

Inden jeg uddyber præmisserne nærmere, vil jeg optegne, hvad jeg mener, at tillid ikke er.

Godtroenhed

Tillid er ikke godtroenhed eller naivitet. Jeg oplever at mange, mig selv inklusiv, ureflekteret kommer til at forveksle godtroenhed med tillid. Godtroenhed er en forestilling om, at de mennesker som vi elsker og stoler på, heriblandt vores nære familiemedlemmer eller venner, aldrig vil svigte os.

Det er naivitet, når man viser den slags ’tillid’ til et menneske. At vi ikke har med i vores beregninger, at mennesker, som vi stoler på, også kan havne i situationer, hvor de kommer til kort, svigter os eller sårer os. Pointen er, at sådan noget sker, fordi vi er mennesker. Der er intet at gøre ved det, andet end at acceptere det faktum. Så tillid er ikke det samme som godtroenhed.

Mistillid

Mistillid som indstilling er ofte en reaktion på godtroenhed, der er gået galt. Alt afhængig af hvilken person vi er blevet svigtet af, kan det ramme os så hårdt, at vi bliver kyniske og utilgivelige. Vi kan endda blive traumatiseret af det svigt vi oplever, fordi det aldrig har faldet os ind at dette menneske, som vi stolede 100% på, kunne handle sådan. Derfor holder vi op med at stole på andre, og tro på at ægte tillid godt kan eksistere mellem mennesker.

Med det i tankerne, bliver det klart, at der er mere i tillidsbegrebet end hvad man først antager.

Hvad er tillid så?

Vores evne til at opleve ægte tillid kan spores tilbage til vores spæde år. Her har udviklingspsykologien udpenslet hvordan relationen mellem barn og forældre, er altafgørende for, at barnet udvikler tillid til sig selv og sine omgivelser. Derfor er det også nødvendigt, at forældrene opretholder et højt niveau af pålidelighed, så børnene vokser op med en grundlæggende tillid til deres forældre, til sig selv og til tilværelsen generelt.

For at dette indlæg ikke bliver længere end nødvendigt, vil jeg blot henvise til et vigtigt begreb, som har en direkte sammenhæng med min pointe. Begrebet kaldes optimal frustration[1]. Det dækker over, at det hverken er muligt eller gavnligt, at barnet skånes for frustration. Faktisk mener man at det er skadeligt, hvis forældrene reagerer på alle barnets signaler. Igennem oplevelsen af ’naturlige’ frustrationer tilegner barnet sig erfaringer med at tingene ikke altid kører ’som ønsket’ og opnår dermed et mere realistisk billede af hvordan verden og menneskelige forhold er skruet sammen. Det er i denne sammenhæng, at tillid bedst kan forstås.

Med det i tankerne, kan vi undersøge de præmisser som tillid iblandt voksne hviler på.

Modet til at være sårbar

Hvis du ikke har hørt denne TED talk af Brene Brown om sårbarhed, så gør dig selv en tjeneste og lyt til den. Kort fortalt, så er hendes pointe at hvis man lukker ned for muligheden for at blive såret, skuffet og forrådt, så er man rigtig nok afskærmet fra andres dårlige hensigter, tankeløshed eller ren og skær udnyttelse. Dog skal man ikke være blind for, at denne afskærmning har en pris. Du berøver dig selv, muligheden for at udvikle dybe og meningsfulde relationer. Du kan ikke opleve ægte hengiven kærlighed uden at turde åbne dig op for et andet menneske.

At kunne tåle usikkerhed

Dette viser sig ved at man nægter at forpligte sig med mindre man har garantier. Man kan ikke tåle muligheden for at blive skuffet eller såret. Hvis sikkerhed er ens primære mål med livet, så må man opgive nogensinde at opleve ægte forbundethed.

De rette betingelser for tillid opstår, når man lærer at give slip. Du giver dig selv i forholdet uden nogen garantier for gensidighed, men med åbne øjne. Det er afsindig skræmmende og samtidig en af de mest berigende handlinger du kan foretage dig. Det er essensen af tillid.

Tillid som et valg

Heri ligger der et implicit valg om, at det ikke er værd at gå igennem tilværelsen uden det fulde spektrum af op- og nedture. Men det hviler på en overbevisning om at det nytter noget at vælge tillid fremfor sikkerhed.

Det er, af den simple grund, at tillid avler tillid. Det appellerer til vores iboende potentiale for at handle godt, ærligt og hengivent, men det er samtidigt bundet op med en erkendelse af, at disse egenskaber ikke kan fremtvinges, men blot inviteres frem.

Tillid som en destination

Det kommer nok ikke bag på nogen at det er svært. Det er en konstant kamp at efterstræbe værdier. Jeg tror en del af bestræbelsen er at acceptere at vi mange gange mister evnen til at være sårbare eller at vi i perioder, ikke kan holde ud at være på usikker grund. At holde kompasmetaforet, som jeg beskrev i ‘FOMO, decision fatigue og værdier’, for øje, kan derfor være gavnligt. På den måde undgår man at slå sig selv i hovedet, over at man ikke altid kan leve op til sine egne værdier.

Refleksioner

Du kan bruge disse ord til at reflekterer over dit eget forhold til tillid. Du kan se på din historie om hvordan du tror at relationer skabes og vedligeholdes. Måske kan det bringe dig nye fortolkningsmuligheder som du kan flette ind i din historie, så den bliver dybere og mere meningsfuld.

At blive såret eller forrådt af et andet menneske, er en alvorlig sag. Det er ikke min hensigt at trivialisere det. Men jeg håber for dig at dette indlæg, kan give dig nogle værktøjer til at navigere i dine egne følelser og forventninger til dig selv og andre. Hvilke relationer der er værd at satse på, er helt din egen beslutning, blot du har disse præmisser for øje.

[1] Ryden og Wallroth, Mentalisering: at lege med virkeligheden, 2010 s. 112