Kunsten at være en familie, del 3

Velkommen til tredje og sidste del af indlægget om kunsten at være en familie, hvor de sidste brikker i kortlægningen af familielivets kompleksitet forhåbentligt vil falde på plads.

I indlægget sidst gennemgik jeg de første fire domæner af familielivet. Med alt held har det givet dig overblikket og modet til enten at gå i dybden med et af aspekterne eller til at udelukke dem, så du kan fortsætte din søgen efter hvad du ellers kan gøre for at løse dit særlige problem.

I dag gennemgår jeg de sidste tre aspekter af familielivet som er dialog, viden og teknologiens indflydelse.

Her ved vejs ende er mit ønske for dig, at du finder indholdet gavnligt og at du herigennem får et sprog og en retning for, hvilken vej du kan tage for at arbejde videre med dit familieliv.

Lad os kigge på dialogaspektet først:

5. Dialog

Hvis der er et punkt der er sværest og samtidig også mest givende, så er det dialogen. Ikke fordi at de andre aspekter ikke er udfordrende og vigtige, men fordi at dialogen er den bærende proces for alle øvrige aspekter. At være i stand til at have dialog er afgørende for utallige facetter

• Man få nye perspektiver, og danner nye holdninger.
• Børnene føler sig anerkendt og set som værdige individer.
• Finder løsninger på uenigheder og bedre strukturer.
• Lærer hinanden og os selv at kende. Der sker magi når man kan mærke at ens ord har betydning, at der bliver lyttet til ens perspektiver.
• Forældre kan lade deres værdier skinne igennem, ved at være i stand til at lytte og markere deres egne grænser.
• Man tester og udfordrer rigide ideer, finder frem til underliggende motiver eller behov. Finder en løsning der tilgodeser alles behov og tjener de værdier som familien stræber efter.

Givetvis vil vi alle være enige i hvor vigtigt dialogen er. Men sagen er den at det er ekstremt hårdt. Det er en besværlig proces, der kræver at man har godt styr på sine følelser. For tit ender vores gode intentioner med at føre til magtkampe. Det ender med at handle om hvem der er bedst til at argumentere. Hvem der er mest velartikuleret. Eller hvem der råber højst. Hvem der har magten eller hvad det nu end er.

Derfor er vi mange der nok har en tilbøjelighed til at lade gå, undgå at tale om tingene, distrahere os selv, vente til stormen har lagt sig og fortsætte som vi plejer.

Omvendt kan man komme til at tro at dialog er overflødigt. At vores handlinger og intentioner burde være indlysende og nok i sig selv. At de øvrige parter i familien bør have den anstændighed at tilgodese vores behov og følelser, når vi nu gør os umage og anstrenger os så meget for dem.

Fælles for disse indstillinger er at det er fristende at springe dialogen over, fordi det er så hamrende anstrengende.

Men faktum er at behovet for dialog vokser, jo højere forventninger og ambitioner man har til familielivet. Særligt hvis begge forældre er udearbejdende er det essentielt at man er i stand til at vise hensyn, ytre sine tanker og følelser og bære sin andel af ansvaret, der svare til ens kapaciteter, interesser, kompetencer og evner.

Det er ikke en dårlig idé at aftale et ugentligt møde, med hygge til fx. hvor man kan drøfte de forslag som børnene og de voksne kommer med, til at justere på den nuværende struktur. Man kan bruge mødet til alt muligt; lige fra at aftale pligter, sovetider til at snakke om mere eller mindre vigtige emner.

6. Viden

Hvor meget sætter I jer ind i viden om børn og deres udvikling. Mit gæt er, at viden om børn er indenfor dit interessefelt og at du gør en aktiv indsats for at lære noget om børn og udvikling. At du gerne vil blive klogere på hvordan du kan forbedre dit familieliv.

Tag denne artikel skrevet om ’selektivhørelse’, som eksempel: her forklarerfamilievejleder Lola Jensen og forfatteren Anette Prehn hvad der ligger bag børns ’selektive hørelse’. Vi får en masse at vide om hvad børns tilsyneladende mangel på at lytte til vores instrukser bunder i, herunder hjerneforskning og vigtig indsigt i børn evne til at rumme information.

Det kan også være utrolig nyttigt at vide hvad der lægger til grund for børns motivation for at bryde grænser, lyve, stjæle, bedrage, slås osv.

Hvilken udviklingsmæssig gevinst eller fordel det har, at børn bare ikke kan lade være med at udfordre de gængse grænser. Viden hjælper med at justere vores forventninger og forsyner os med nye perspektiver på ting. Noget vi først antager for at være problematisk fremstår pludseligt som sundhedstegn, osv.

Men viden der ikke er sat i sammenhæng med vores kultur, erkendelsesniveau og dagligdag er ikke særlig gavnlig viden.

Forstå mig ret, det er meget bedre at være vidende end ikke at være vidende. Men formålet med at tilegne sig viden er netop så man kan gøre det til sit eget og oversætte det til den virkelighed man lever i. Hvad nytter det at vide en masse om børns udvikling hvis man ikke har en anelse om hvordan det kan indlejres i interaktionen når det kommer til stykket.

Det store arbejde ligger i at internalisere den viden. At give den ens personlige aftryk. Og det er der ingen bøger eller artikler der kan gøre. Ingen forældretræningsprogram. Det er rent og skært benarbejde, dag efter dag, men det er dejligt når man ser at det virker og relationerne bevæge sig i en positiv retning

7. Brug af teknologi

Vi skal forholde os til de teknologier som det moderne liv fremproducerer og som vi er vilde med. Som vi ærligt talt ikke vil undvære. Men langt hen ad vejen er de svære at jonglere, selv for os voksne. Vi er ikke ’landet’ endnu, fordi vi ikke når at tilpasse os en ny teknologi inden en ny teknologi har taget den gamles plads.

Fornyeligt deltog jeg ifm. mine børns skole, i en mødre-gruppe aften, hvor et af emnerne var skærmtid. Hvor meget var for meget og hvor skulle man sætte grænser og hvordan gjorde man lige det. Sammen med alle mulighederne og gevinsterne har smartphones og iPads bragt en hel kategori af problemer med sig. Herunder mobning på sociale medier, adgang til alverdens indhold på godt og ondt, afhængighed osv.

Teknologien er en reel udfordring. Jeg kan huske at da jeg var barn, klagede mine forældre over hvor meget fjernsyn vi så. At man inviterede alt muligt mærkeligt ind i sin stue, når man havde det tændt for meget. Hvordan det ændrede på vores måde at være sammen på. Ikke så få gange, pillede de ledningen af, og der var nul fjernsyn i en uge fx. Der var en masse konflikter og forhandlinger om hvor meget, hvornår og hvad der skulle ses på fjernsynet.

Inden vi har vænnet os til at skabe en god kultur omkring brugen af fjernsynet, har vi pludselig smartphones, som får fjernsynet til at virke helt uskyldigt og nostalgisk. Der kunne man i det mindste samles om et program, vi nød i fællesskab. Nu er det nye mareridt at alle sidder med deres devices og ser deres fortrukne shows på en streamingtjeneste, uden at være sammen. Det virker som om sammenholdet i familien er i opløsning sammenlignet med de ’gode gamle’ dage. Så ja, det moderne liv, har ikke gjort det nemmere for os at finde fodfæstet og harmonien i vores familierelationer. Det er en opgave vi må bære i fællesskab, ved at tale og dele erfaringer i de fællesskaber vi indgår i.

Vi kan ikke komme udenom at vi er nødt til at træffe bevidste valg. Skabe rammer og holde fast i dem, og måske i starten hellere holde tilbage end at give for løse rammer. Ligesom vores forældre gjorde med fjernsynet. Med tiden finder vi forhåbentlig en balance for, hvordan vi regulerer brugen af teknologien, velvidende om at tingene er i konstant udvikling.

Hvad er konklusionen på alt det her?

Jeg startede det tredelte indlæg med spørgsmålet om hvordan man kan sætte og håndhæve grænser overfor sine børn uden at miste evnen til at mentalisere og anerkende sit barn.

Jeg håber at indlægget har belyst hvor kompliceret et spørgsmål det er og hvor svært det er at svare entydigt og konkret på det.

Vi kan ikke komme uden om at et aspekt af opdragelse forudsætter at man som forælder, skal forberede sit barn på at være en del af et større fællesskab. At man er i stand til at udholde at være en nederen forælder, for sit barns skyld. At man ikke skåner sine børn for reelle konsekvenser af deres handlinger (læs: straf).

Det er en blid måde for børnene at stifte bekendtskab med de sociale konsekvenser, som det øvrige samfund pålægger os hvis vi træder ved siden af, udøver kriminalitet eller på anden vis har en uanstændig adfærd.

Jeg påstår ikke at de syv domæner, som jeg har beskrevet i denne serie, er altfavnende eller fyldestgørende, men det er, ikke desto mindre, grænsen på mine refleksioner. Min forhåbning er at opdelingen er med til at hjælpe dig med at analysere problemårsagen bag den uønsket adfærd. At gå på opdagelse ved at gribe fat på et aspekt ad gangen, så du ikke bliver overvældet af de endeløse mulige konfliktårsager i familielivets kompleksitet.

Men en ting er sikkert; vi må ikke lukke øjnene for at vi i visse tilfælde er nødt til at ribbe op i fundamenter og antagelser der ikke virker. At vi er nødt til at være tydelige og klare på hvilke værdier der skal styre vores familieliv.

Og med dette ønsker jeg dig alt det bedste på denne fascinerende rejse.