Mit navn er Hamida. Jeg er 38 år gammel, og har været gift med min kære mand AbdelKarim siden 2003. Dertil er jeg den heldige mor til tre dejlige børn Ayah, Aisha og Isa.

gående Hamida 225x300 - Ny? Start her!Bloggen er blevet til fordi jeg er optaget af hvordan mennesker forstår sig selv og andre, og hvordan vi hver især kan styrke vores relationer og samtidig skabe større mening i vores liv. En af de bedste muligheder for at udforske mine ideer er ved at skrive og dele dem med andre i gennem bloggen, og forhåbentligt få gode refleksioner, der beriger os alle i processen.
Jeg elsker at læse bøger der behandler det paradoksale ved mennesker. Det unikke, smukke og forfærdelige. Især er jeg optaget af emner som relationer, forældreskab, parforhold, eksistentielle spørgsmål og spirituelle oplevelser.

Lidt om min opvækst:

Mine forældre stammer fra Marokko. De flyttede til Danmark i starten af 70’erne. Jeg er opvokset på Nørrebro og har gået i en arabisk privatskole som barn. Jeg har derfor haft det privilegium at vokse op uden at føle mig sær eller fremmed i Danmark, da alle omkring mig mindede om mig selv og min familie.

Da jeg blev ældre og kom videre i uddannelsessystemet, og dermed i højere grad eksponeret for andre livssyn startede min interesse for forståelse. På egen krop oplevede jeg hvordan ungdomskulturen ikke altid svarede til de værdier jeg var vokset op med. Derpå kom forvirringen, konflikterne indad og udadtil og starten på min identitetssøgen og forsøget på at forstå mig selv og andre. Der er selvfølgelig sket en masse siden mine teenageår, der har været med til at forme mit nuværende livssyn, men den grundlæggende interesse for den menneskelige forståelse er forblevet den samme.

I 2016 blev jeg færdiguddannet som sprogpsykolog fra Københavns Universitet. En uddannelse, der var som skræddersyet til mig. Her lærte jeg en masse om sammenhængen mellem identitet, sprog og forståelse. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan udforske det jeg brænder for igennem denne blog.

Hvorfor har jeg valgt at starte en blog?

Den bedste måde at forklare grunden til at jeg blogger er ved at fortælle en historie, om en oplevelse jeg havde for nogle måneder siden. Inden jeg fortæller historien vil jeg pointere at jeg ikke har en politisk  agenda med det følgende, men at jeg blot vil forklare hvorfor jeg gerne vil blogge.

Jeg så, for et stykke tid siden, en video med en 11-årig palæstinensisk pige. Hun fortalte om sin kusine der er blevet tilbageholdt på grund af hendes modstand mod den israelske besættelsesmagt og den  undertrykkelse de oplevede i deres hjemland. Den 11-årige pige appellerede til resten af verden om at øge opmærksomheden på de uretfærdigheder som det palæstinensiske folk lider under med afsæt i den israelske besættelsesmagt.

I og for sig er der intet usædvanligt ved videoen da, det desværre ikke er første gang at vi hører sådan en appel. Men det ramte mig lige i kulen af hjertet:

Her var en pige på min egen datters alder der aldrig har kendt til andet end at leve med en besættelsesmagt.

Har ikke kendt til andet end kampen for den frihed som vi andre tager for givet.

Var spædbarn mens jeg havde mit eget første spædbarn.

En pige der på mange måde mindede om min egen datter, men langt fra var så priviligeret.

Jeg følte at jeg havde svigtet denne pige og andre som hende.
Inden jeg fik min første datter, var jeg forholdsvis engageret i Mellemøstkonflikten og andre brændpunkter. Jeg gjorde en indsats for at forstå hvad der skete ud i verden og deltog i protester. Jeg bad dagligt til at en varig og bæredygtig løsning på konflikten vil finde sted. At uretfærdighederne og undertrykkelsen skulle få en ende.

Da jeg stiftede min egen familie og blev opslugt af mig selv og mine egne, mistede jeg meget af mit engagementet. Jeg holdt op med at følge med og at deltage i protester. Sørgeligst af alt, glemte jeg mine bønner til dette folk.

Og her i år 2018 er det som om at tiden bare har stået stille. Ingen forandring i situationen i Palæstina. Ingen udvikling. Status quo. Det var som om at ’filmen’ var sat på pause mens jeg levede i min egen boble, og der var trykket ’play’ igen da jeg så videoklippet med den 11-årige pige.
Grunden til at jeg fortæller denne historie er for at forklare ’hvorfor’ at jeg starter denne blog.

Jeg tror ikke på at jeg kan gøre noget som helst for at ændre på situationen i Palæstina eller andre brændpunkter i verden. Jeg tror ikke på at jeg kan hjælpe denne stærke, modige og smukke sjæl fra Palæstina. Jeg tror ikke på at jeg har nok historisk indsigt, politisk knowhow og flair for organisatorisk arbejde til at jeg kan gøre en forskel for nogen som helst som er i klemme på samme måde.

Men jeg kan starte med mig selv. Jeg kan konfrontere min egen frygt, undertrykkelse, selviskhed, og uretfærdigheden i mig selv. Jeg kan gøre en forskel ved at bekæmpe undertrykkelse (på mikroplan) som jeg selv er med til at skabe med min egne negative tendenser.

Det kan jeg gøre ved at være med til at øge bevidstheden, opmærksomheden på mit eget personlige ansvar. At øge forståelse blandt de mennesker jeg berør og er berørt af. At henlede vores opmærksomhed på at hvis vi hver især tager et ansvar og retter op på sider i vores liv, der ikke fungerer. Så tror jeg på at det vil have en effekt ikke bare på os selv og vores nære men på resten af verden.

Vores indsats og væren er ikke ligegyldig. Den måde vi vælger at føre vores liv på kan være som ringe i vandet der breder sig og til sidst strejfer et punkt der har haft brug for en hjælpende hånd, et kærligt ord eller et smil.

Jeg ønsker at gøre en forskel. For den 11-årige pige og for tusinder og millioner af andre i samme situation. Og det kan jeg kun gøre ved at bruge min stemme og inspirere andre til at bruge deres.

Jeg tror på at det har en effekt. At godhed fostrer godhed. Refleksion afføder refleksion. Så ved at indsætte på denne konto er det med til at modvirke uvidenhed, uretfærdighed, uærlighed og alle de ulykkeligheder som vi er vidne til på lokal og global plan.

Det er ikke en nem opgave, men det fede er, at alt tæller.

Forventningsafstemning:

Hvor ofte poster jeg nye indlæg?

Så vidt muligt vil jeg poste et nyt indlæg hver uge. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet og få besked når der er nyt at læse om. Emnerne vil variere og kommer til at afhænge af hvad der optager mig for tiden. Når noget optager mig, er det ofte fordi det enten er vigtig information/indsigt som jeg tror andre vil finde interessant. Det kan også være noget som har vagt min nysgerrighed og som jeg gerne vil udforske gennem min skrivning eller fordi jeg bliver irriteret over noget og derfor gerne vil brokke mig lidt.

Du som læser

Som læser ønsker jeg for dig at bloggen er med til at sætte ord på dine oplevelser og følelser omkring dit eget liv. At bloggen bringer nye perspektiver på livet, kærlighed og spiritualitet.

Derudover håber jeg at bloggen sætter skub til din motivation for at forbedre din tilværelse og øge din overbevisning om at dine valg har en stor indflydelse, ikke bare på dit liv, men på mennesker omkring dig og videre ud i den store verden.

Mine forbehold

Jeg vil sjældent gøre mig til sandhedsdommer på de emner jeg skriver om, men efterstræber altid at være reflekteret og ærlig. Jeg oplever at mine tanker udvikler sig, når jeg skriver om det der optager mig. Pludselig kan jeg se mønstre, mulige årsager og sammenhænge hvor der før var forvirring eller frustration. Det glæder jeg mig til at dele med dig. Meld dig til mit nyhedsbrev, så får du besked når jeg poster et nyt indlæg.

Jeg undskylder på forhånd for stave- og kommafejl. Det er ikke min stærkeste side selvom jeg godt kan lide at skrive.

God fornøjelse med bloggen!