Sommerferie, rejse og barndomsminder

Sommeren har officielt meldt sin ankomst, og i feriesæsonens ånd får jeg lyst til at dele et udsnit af mine erindringer fra dengang, at jeg som barn rejste gennem Europa til Marokko med min familie i bil. Det er samtidig en fortælling om hvordan det er at vokse op i Danmark som barn af immigranter. De glæder og sorger der følger med. Den akavet-hed, uskyld og forvirring der var en del af dette forhold.

Det er samtidig også et beskedent forsøg på at skitsere nogle af de vilkår, som mange af vores forældre var underlagt. Det pres der kommer af at være langt fra sin nærmeste familie og finde sig til rette i et land hvor både sproget og kulturen er så meget anderledes.

En anden årsag til denne beretning, er at jeg tror på at der sker en forandring når man vælger at genfortælle, at huske tilbage. Oplevelserne og minderne ændrer sig, får pludselig nye betydninger. Mere dybde. De bliver mindre rå. Mere kærkomne. Lad os se, hvor det fører hen.

Inden turen

Der var en stemning af forventning og glæde der summede i luften, de somre hvor vi skulle rejse. Travlheden med at nå at pakke alt det der skulle pakkes af provianter til rejsen, gaver til familien og ting til det lille hus vi havde i Tanger. Alle de ting gik oftest hen over hovedet på os børn der både glædede sig og samtidig gruede for de næste tre til fire dage.

Som mange andre immigranter, var mine forældre ivrige efter at komme afsted og genbesøge deres kære forældre, søskende og venner i hjemlandet. De havde travlt med at komme afsted så de kunne tilbringe mest mulig tid med deres familier.

Den gang var der som bekendt ingen GPS. Til at navigere gennem Europa havde min far et slidt stykke gulligt papir med en liste af europæiske bynavne, som man skulle følge på motorvejsskiltene. Der var listen og ellers et krakskort over Europa, hvis vi var så uheldige at vi farede vild undervejs. Vi fulgte ivrigt med og talte kilometerne til næste by og næste by igen. Jeg kan stadig huske nogle af bynavnene. Puttgarden, Hamborg, Køln, Bremen, Bruxelles, Paris, Bourges, San Sebastian, Madrid, Cordoba og så endelig Algeziras, hvor vi tog færgen til Tanger.

Rastepladserne på motorvejen vækker også tydelige minder. I Tyskland hvor folk hæmningsløst gloede på os, fx når vi skulle bruge toiletterne. Af en eller anden årsag var vi et forunderligt syn. Men her var der i det mindste rene toiletter. Toiletterne i Spanien var en anden historie. Der havde de dengang toiletter, der bestod af et hul i jorden. Væggene var så klamme og ulækre. De stank og der var alverdens insekter og kryb der kravlede derind. Alligevel var rastepladserne og toiletbesøgene en af rejsens højdepunkter.

Om morgenen plejede min mor at lave spejlæg, henover blusset fra en gasflaske. Jeg kan huske at jeg allerede var selvbevidst nok til at jeg græmmede mig over gasflaskeopsætningen og at vi ikke bare kunne gøre som alle andre, spise i et cafeteria. Hvorfor skulle vi være så mærkelige?

Men næ nej, mine forældre havde ingen interesse i at spilde penge på dyrt og halvdårligt cafeteriemad. Set i bakspejlet var spejlæggene nok det lækreste vi fik på turen. Den øvrige kost stod på rester af ost eller tunsandwich, smattede og utiltalende efter flere dages rejse. Du kan forestille dig lugten i bilen efter det første døgn i sommerheden. Vi skulle holdes i liv indtil vi nåede frem til Marokko, det var tydeligvis hovedformålet.

Jo længere sydpå vi kom jo flere marokkanere kunne man spotte på motorvejene og rastepladserne. Det kunne man tydeligt se, fordi de havde samme kiksede opsætning som os. Havde ligesom os, overproppede biler. Som regel en rugbrøds Volkswagen eller Mercedes 200 med tagbagage der var dækket af en skrigende gul eller grønfarvede presenning på taget. Man havde nærmest lyst til at vinke i solidaritet.

En anden ting jeg kan huske, var at vores bil konsekvent gik i stykker efter vi havde kørt et par tusinde kilometer. På det tidspunkt var vi nået frem til enten Sydfrankrig eller Spanien. Så var det ellers afsted med en Falckbil (eller hvad det nu var) til nærmeste landsby for at finde et værksted, hvor bilen kunne repareres hurtigst muligt.

Det mærkværdige syn vi måtte have været for disse sydeuropæere, der sjældent oplevede den slags turister. Her var vi med en bil der havde en dansk nummerplade, og et stort DK -klistermærke på bagklappen, med en familie der så alt andet end dansk ud. Flere børn i rap – en mor med tørklæde og en far der forsøgte at kommunikere på den smule spansk han som ung havde lært sig i Tanger.

Nå men, som regel lykkedes det at få bilen fikset og vi var vejen igen. På de hede motorveje, hvor vinduerne ikke kunne åbnes og i en tid uden A/C, lå vi der i bilen og slog tiden ihjel med kortspil, sang eller bare ved at døse hen af bilens vuggen og rungende larm, indtil vi blev vækket af en irriterende, summende flue der var sluppet ind.

At se tilbage

I dag kan jeg sammen med mine forældre og søskende huske tilbage på disse rejser med nostalgi og vemod, selvom det dengang var alt andet end fryd og gammen. Vi kan også diskutere og være uenige om de valg mine forældre havde truffet i den eller andre sammenhænge. Men frugten af disse genfortællinger er at man får skabt mening ud af sine minder. Man får flere perspektiver på begivenhederne. De omstændigheder vi som børn var blinde for, bliver pludselig klarere og giver mere mening. Det var måske ikke så pinligt og akavet som man dengang syntes det var. Jeg vil vove at påstå at familiebånd bliver stærkere af disse genfortællinger.

Mange jeg kender, har sværget at de aldrig vil udsætte deres børn for sådan en rejse. Jeg har indtil fornyeligt, nok været en af dem, må jeg indrømme. Andre ser det som et stykke arv, en stolt tradition der skal holdes i hævd fordi værdien i at være sammen på denne måde har været så indtryksfuld. Men en ting er sikkert. Vores erindringer er en bid af vores historie, som har været med til at forme os på godt og ondt. Det er en historie der både er værd at genfortælle, men også er værd at genbesøge, for at udvinde de værdier man vælger at basere sin tilværelse på. At leve uden at forsøge at få mening ud af og forholde sig til sin fortid er det samme som at være på usikker grund.

Til alle der har mulighed for det; brug de lange og lune sommeraftener på at dele jeres erindringer med hinanden. Jeg ønsker jer alle en dejlig sommerferie.