Hvordan du slutter fred med tvivlen på dig selv!

Tvivler du også på dig selv?

Så har jeg gode nyheder til dig. Det er helt ok og bliv endelig ved med det.

Her er grunden til at jeg tror, at det ikke bare er sundt at tvivle på sig selv, men at det kan have en positiv effekt på det, som du forsøger at forandre eller opnå i dit liv.

’Tro på dig selv’

I jagten på et bedre selvværd og tidens store forherligelse af mantraer som ’tro på dig selv’ – ’Du er nok i dig selv’ – agtige taler og bøger, er det tillokkende af lade sig overbevise, om at man er god nok, som man er.

Her handler det om at overdøve eller ignorere den stemme eller de tanker, der minder os om at vi er fulde af fejl og mangler. At vi er utilstrækkelige. At vi besidder mange negative karaktertræk så som misundelse, dovenskab og smålighed. At vi er kujonagtige, uærlige, arrogante og alt muligt andet. Og at disse tendenser alt for ofte kommer til udtryk i vores tale og handlinger.

Det paradoksale er, at disse tanker ofte er flettet sammen med en modsatrettet måde at opfatte os selv på: Vi konstruerer fortællinger om os selv, der får os til at fremstå, som om vi har styr på tingene. At vores holdninger er de rigtige. At vi er bedrevidende. Mere oplyste. Mere frelste. Og sådan fortsætter vekselvirkningen mellem self-bashing og narcissistisk selvforherligelse.

Dette paradoks kan forstås, som psykens forsøg på at forsvare sig mod erkendelsen af sin grundlæggende mangelfuldhed. I et desperat forsøg på at holde sammen på sig selv, er sindet konstant på udkig efter ’beviser’ på, at man er god nok. Derfor har det travlt med at sammenligne og vurderer selvet i forhold til andre. Det er alt for smertefuldt at se sin egen utilstrækkelighed i øjnene.

Bevidst nærvær

Jeg er vild med mindfulness og synes at det er et fantastisk værktøj til at blive klogere på sig selv. Ved at træne det bevidste nærvær, lærer man efterhånden at observere dette cirkus og forholde sig mere konstruktivt til det.

Prøv engang selv at lægge mærke til din indre dialog, når du er sammen med andre. Prøv at lægge mærke til dine tanker, når du ser et fjernsynsprogram. Eller du bare går en tur på vejen. På studiet eller på arbejdet. Hvor ofte handler det ikke om at vurdere og dømme alting og alle andre, ud fra den forestilling du har om dig selv. Læg mærke til den vekselvirkning, der er mellem at føle sig utilstrækkelig i en sammenhæng og at føle sig overlegen i andre sammenhænge.

Måske tænker du at hende Hamida må være særligt selvoptaget eller selvglad. Det kan selvfølgelig godt være, men jeg tvivler på, at jeg er alene om at opleve lignende tankestrømme. Jeg vil vove at påstå, at man er lidt naiv og måske mangler lidt selvindsigt, hvis man ikke kan genkende disse tankemønstre.

Jeg er godt klar over, at det virker ret sortseende og ensidigt, det jeg skriver her. Jeg er helt med på, at der er mange andre motivationer for, at vi handler og taler som vi gør, som ikke nødvendigvis har med vores ego at gøre. Jeg vil dog vove at påstå, at den del der har med egopudsning at gøre, oftest ikke erkendes som den bør, og derfor kan have en negativ indflydelse på vores selvbillede og forhold til andre.

Så hvad kan man stille op med det? Her er, hvad jeg tænker om det:

Tilgivelse

Jeg har altid undret mig over hvorfor det at søge tilgivelse hver dag, er en integreret del af mange religioner og livsfilosofier, ikke mindst min egen. Efter hver af de fem daglige bønner, søger man tilgivelse. Når man står op, når man går i seng. Mange lovprisninger indeholder forskrifter om at søge tilgivelse. Selv de store profeter og helgener var i tidernes løb kendt for konstant at søge tilgivelse.

Man kan undre sig over, hvorfor der er alle disse forskrifter om at søge tilgivelse. Umiddelbart oplever man da sjældent at folk er særligt grænseoverskridende. Folk behandler som regel hinanden ok, og er da anstændige nok. Så hvorfor alt den bøn om tilgivelse?

Jeg tror, det har en dyb sammenhæng med erkendelsen af vores egen utilstrækkelighed og mangler.

Når man erkender at utilstrækkelighed er en grundlæggende præmis for sin eksistens, og samtidig giver sig hen til en højere magt, som kan rumme og acceptere utilstrækkeligheden, ved at søge tilgivelse for vores mangler og fejl, er vi nemlig ikke overladt til håbløsheden og utilstrækkelighedens smerte og ensomhed. Der er håb, der er accept, der er muligheder.

Slut kampen med dit sind, om hvorvidt du er god nok eller ej, for det har ringe betydning. Det er ikke relevant.

Det er, hvad du gør med det faktum. der betyder noget. Vælger du at opretholde et billede af dig selv som uafhængig og selvtilstrækkelig, så vil kampen mellem self-bashing og selvforherligelse aldrig slutte. Overgiver du og accepterer du din utilstrækkelighed, når du langt.

For det betyder noget, hvordan du bærer dig ad i livet uafhængigt af din utilstrækkelighed. Du og dine valg er nemlig ikke ligegyldig.

Sagen er den at vi er fantastiske væsner. Vi kan gøre så meget godt, på trods af vores fejl og mangler. Vi har muligheden for, til en vis grad, endda at mindske vores dårlige tendenser, selvom vi aldrig helt kan slippe af med dem. Så brug din tvivl konstruktivt, til at lade dig vejlede hen mod accept og at gøre godt på trods, fordi du er blevet skænket muligheden. Det er ikke ligegyldigt.