Forstil dig det hus du bor i. Hvordan det er bygget til at modstå tidens tand, vandsystemet, kloaksystemet, det elektriske system og alt muligt andet som jeg ikke har forstand på. Er du ikke interesseret i konstruktion og arkitektur, så tænker du, ligesom jeg, ikke over det.
Heldigvis kan vi ignorere alt dette, fordi det virker. Vi har et tag over hovedet. Køleskabet holder vores grønsager friske, stikkontakterne driller ikke, toilettet er der heldigvis styr på osv. Vi drikker dejlig frisk vand fra vandhanen, radiatorne fyrer op om vinteren. Alt er godt.
Så prøv at forstille dig at der sker et voldsomt uvejr, jordskælv eller bare et voldsomt skybrud som i forrige sommer. Straks bliver vi opmærksomme på om huset kan holde? Er materialerne og konstruktionen holdbar? Kan kælderen modstå alt det regnvand?
Når vi oplever en katastrofe, er det dér, at vi lægger mærke til de ting vi så belejligt havde ignoreret. Vi begynder at reflektere over hvordan vi kan sikre os imod lignende tilfælde i fremtiden. Vi rådfører os med eksperter, vi bruger energi og resurser på at genetablere nye konstruktioner. Nye forventninger til huset.
Vores antagelser om hvad ’relationer’ er for en størrelse, kan sammenlignes med vores antagelse om det hus vi bor i.
Disse antagelser er baseret på vores tilknytningsstil. Forskerne har udviklet en særlig metode til at opdage voksnes tilknytningsstil gennem deres fortællinger.
Voksnes tilknytningsstil
Da man i sin tid begyndte at forstå børnenes tilknytningsmønstre gennem observationer og eksperimentet, blev man samtidig nysgerrig på hvordan det hang sammen med forældrenes tilknytningsstil. Nåede du ikke at læse sidste uges indlæg børns tilknytningsmønstre, kan du klikke på dette link for at læse nærmere.
John Bowlby, grundlæggeren af tilknytningsteorien, havde en formodning om at tilknytningssystemet var aktuel hele livet, om end det ændrede karakter, når vi blev ældre.
Derfor designede forskerne et voksentilknytnings interview som skulle erstatte eksperimentet med børnene. Spørgsmålene i interviewet aktiverer tilknytningssystemet, hos de adspurgte og ville på den måde ’overraske det ubevidste’ og dermed afsløre hvilken tilknytningsstil interviewpersonerne havde.
Fx bliver man bedt om at nævne fem adjektiver, der beskriver hvordan man husker at forholdet til ens forældre var. Derefter er opgaven at huske tilbage på episoder der demonstrer hvert af disse adjektiver.
Forskerne er ikke interesseret i fortællingernes indhold, men måden det bliver fortalt på. Det er her at sproget har en afgørende rolle.
Når vi fortæller om en hændelse vi har oplevet, er vi fokuserede på indholdet, og derfor træder vores måde at fortælle på i baggrunden. Det tillader forskerne i højere grad at bruge sproget til at sige noget om hvilke antagelser til det givne emne vi har.
Det forbavsende var at man ved gennemgangen af interviewmaterialet fandt frem til at der var mønstre i fortællingerne, der akkurat afspejlede de tilknytningsmønstre man i forvejen havde identificeret hos de små børn i Fremmedsituationen. Der var nemlig igen fire måder at fortælle om tilknytning, der stod frem for forskerne.
Det vigtigste ved denne metode var dog, at man ved at bruge interviewet for at undersøge kommende forældres tilknytningsstil (gravide kvinder og deres partnere) opdagede en vigtig sammenhæng.
Det viste sig at man med 75% sikkerhed kunne forudsige om den gravides barn vil udvise et trygt eller utrygt tilknytningsmønster i ’Fremmedsituationen’ det efterfølgende år. Det var forbavsende fund fordi man indenfor psykologisk statistisk forskning, ikke så ofte kan opnå så høj en forudsigelsesgrad[1]. Man var på sporet af det man kalder for social arv.
De fire måder at fortælle om sin tilknytningshistorie ser således ud:
Selvstændige
Den første gruppe som svarede til de trygt tilknyttede børn, blev kaldt de selvstændige fortællere. Disse personer var engageret i fortællingen. De udviste nysgerrighed og nuancer når de fortalte om deres erindringer. De var villige til at undersøge og berette om både smertefulde og glade oplevelser ift. deres opvækst.
Derudover var de i stand til at erkende at der var forhold de som børn ikke forstod, men som de i lyset af deres egen livserfaring og modenhed kunne udvikle nye perspektiver på.
Det betød nemlig ikke at de selvstændige fortællere ikke havde oplevet svigt, brud på forholdet, smerte og anden modgang. Det betød at de formåede at fortælle om disse smertefulde oplevelser og relationer på en sammenhængende og perspektivrig måde.
De var i stand til at holde fokus på spørgsmålene uden at fortabe sig i deres erindringer. De kom med relevante oplysninger, der svarede til de konkrete spørgsmål og gjorde det nemt for intervieweren at følge med i historien.
Ambivalent
Den anden gruppe forsøgspersoner havde en fortæller-stil der afspejler den ambivalente gruppe børn. De børn som var utrøstelige, selv i forælderen tilstedeværelse. Denne fortæller-stil fik kategorien den overinvolverede.
Fortællingerne var ofte usammenhængende. Intervieweren skulle bruge energi på at følge med i hvad den adspurgte fortalte. Fortælleren tog ikke hensyn til at intervieweren ingen kendskab havde til navne, steder og tiderne.
Fortælleren virkede opslugt af sin egen fortælling. Det virkede som om at de hændelser der blev berettet om, som forgik i barndommen, stadig fyldte meget hos fortælleren. Nutidige konflikter og uenigheder blev flettet ind i fortællingen. Sætningerne var kringlede og ofte usammenhængende. Interviewene blev ofte meget lange.
Afvisende
Den tredje gruppe forsøgspersoner blev klassificeret som afvisende. Deres fortæller-stil afspejler de børn som havde et undgående tilknytningsmønster. Dvs. de børn som fokuserede deres opmærksomhed på legetøjet i stedet for moren.
De havde ikke meget at sige om deres barndomsminder og forholdet til forældrene. Forsøgspersonerne kunne være afvisende overfor interviewpersonen og fandt det uinteressant at fortælle om deres forhold. Hændelser der kunne aktivere tilknytningssystemet blev bagatelliseret, ofte med rationelle forklaringer.
Deres fortællinger var i bedste fald generaliserende og intellektualiserende. Udsagn som ’helt normal barndom’ forekom ofte.
Fortællingerne var usammenhængende i den forstand at de eksempelvis kunne bruge adjektivet ’kærlig’ til at beskrive moren, men at de, i forbindelse med erindringer, ikke kunne frembringe eksempler på den kærlige adfærd. Tværtimod kunne der i stedet optræde en fortælling om morens straffende adfærd. Interviewene blev ofte ret korte.
Uforløst
Den sidste gruppe forsøgspersoner svarede til den sidste kategori af de børn der havde et desorganiserede tilknytningsmønster.
Det særlige ved denne kategori er at de desorganiserede børn og voksne, ofte kunne passe ind i de øvrige tre kategorier. Så udsagnene for denne gruppe af forsøgspersoner kunne i høj grad passe ind i både de selvstændige, de overinvolverede og de undgående fortæller-stil.
Den eneste grund til at man valgte at klassificere dem anderledes, var fordi de episodisk udviste en adfærd, der ikke kunne forklares.
De kunne i forbindelse med deres smertefulde erindringer ’forsvinde’ i en trancelignende tilstand, eller gå i stå midt i en sætning og holde lange pauser. Deres evne til at tænke logisk skiftede brat. Fortællingerne var ofte magiske i deres indhold. Hvor forbindelsen mellem årsager og sammenhænge var fuldstændig sat ud af spil. Fx kan de berette om at have slået en person ihjel, ved hjælp af tankens kraft og lignende bizarre fortællinger.
Denne form for fortællinger er ofte forbundet med ekstremt omsorgssvigt eller et alvorligt traume som ikke er blevet behandlet.
Hvorhen herfra?
Det kan være grumt og barskt at erkende disse omstændigheder. Samtidig er det lige præcis vores erkendelser der kan skabe forandringer. De kan give os værktøjerne til at blive bevidste om vores tilknytningsstil og dermed justere på de antagelser om relationer vi går rundt med, som vi måske er intetanende om. Så vi i mødet med en storm eller uvejr ikke bryder sammen, og skal bygge ‘huset’ op fra grunden. At vi kan nøjes med at justere løbende på vores forventninger og antagelser.
Her er et link til voksentilknytnings interviewet, så du, hvis du har mod på det, kan give dig i kast med at skrive din egen tilknytningshistorie. Hvor dybt du vil grave er helt op til dig. Mit råd vil være ikke at haste sig igennem, men at tage det i små bider og over en længere periode. På den måde har du også tid til at reflektere og undersøge dine minder og følelser.
På et senere tidspunkt vil jeg introducere et begreb der kaldes ’mentalisering’. Et klodset ord, I know. Det er et begreb, der er forbundet med tilknytning og er utrolig værdifuldt når det handler om at styrke vores relationer. Hvornår jeg slår hul på det er uvist. Der er lige et par hjørner jeg vil runde af ift. tilknytning inden da.
Hold øje med bloggen, ved enten at tilmelde sig nyhedsbrevet så du får besked, når der er nye indlæg eller gennem Facebooksiden Pretty Paradox.
[1] Tor Wennerberg, Selv og Sammen (2015:98)
