Jeg undrer mig over hvad din oplevelse er med følgende dilemma:
- Du sætter dig et mål. Du lægger en plan for hvordan du opnår dit mål. Du går i gang med benarbejdet. Hvad sker der? …well, en masse ting.
Min egen oplevelse med at starte en proces i retning af et mål jeg har sat mig får er, at der sker følgende ting:
- Jeg får lyst til at justere min plan, at ændre på den
- Jeg bliver fanget af en ny interesse og når ikke mine delmål
- Jeg opdager at de mål jeg har sat op, ikke er rigtige for mig så jeg ændrer på dem
- Jeg får nye ideer til andre mål jeg gerne vil opnå
- Ulempen er at jeg ender med at have gang i alt for mange ting på en gang
Det er et mønster der gentager sig nærmest hver gang jeg prøver at opretholde en struktur. Også ifm familielivet i øvrigt.
Det er som om at den her balance mellem struktur og spontanitet bare er vanvittig svær at navigere i.
Ser du, jeg tror at en stor del af vores energi og motivation stammer fra at vi lytter til hvad der føles rigtigt i en given sammenhæng.
At vores tilgang til struktur, disciplin og målsætninger skal gå hånd i hånd med vores intuition og den kontekst vi befinder os i.
Samtidig tror jeg også at man skal arbejde meget med sig selv, for at være i stand til at skelne mellem ægte intuition og slet og ret dovenskab, frygt eller en anden dårlig undskyldning for ikke at følge en struktur.
Det sjove er at en af de måder vi kan arbejde med og lære om vores svage sider, er netop når vi engagerer os og forsøger at opnå et givet mål. På trods af at målet i sig selv, måske vil ændre sig i takt med at vores indsigt i os selv og vores værdier bliver dybere.
Men hvad gør man når man ligesom mig, er dårlig til struktur og faste systemer? Når man mere hælder til spontanitet og derfor ender med ikke at nå sine mål? Når man har svært ved at identificere hvornår man skal følge sit hjerte og hvonår man skal holde sig til planen?
Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre:
Hvordan balancerer du mellem struktur og spontanitet i dit liv? Del endelig din oplevelse, et fif eller bare en thums up, hvis du kan genkende det.
Jeg tror på at det er bedst at holde fokus på de muligheder og situationer som livet præsenter foran en her og nu, i stedet for at lade sig distrahere af hvad end det personlige sind er kommet frem til af nye idéer, fantasier og drømme (ofte er det Ego’et der ligger bag de tanker, med alle dets frygter og lyster. Frygter som det desperat prøver at undgå, og lyster som det desperat prøver at klynge sig til). Der er en større mening med hvad end vi bliver mødt med i livet her og nu. Ofte kan vores personlige sind bilde os ind at det vi beskæftiger os med, ikke er godt nok, og derfor skal finde på nye strategier for at livet skal udfolde sig præcis på den måde den gerne vil have det på (frygt og lyst). Livet er i sig selv spontant, idet at en situation eller mulighed kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Derfor ser jeg det ikke som et spørgsmål om ”struktur” eller ”spontanitet” men at overgive sig til livet. Se hvad du har foran dig, tjen situationen, få det bedste ud af det og vigtigst af alt; nyde det 🙂
Tak for input. Det er en spændende vej at tage i livet. At give turde give slip og stole på processen.
Da jeg læste til pædagog var en af de “store konklusionerne” af 3 1/2 studie og feltarbejde, at man i pædagogisk praksis altid er bedst tjent med struktur, både for børn og voksne.
Menmenmen at det ALTID er vigtigt og nødvendigt at gribe nuet og kunne afvie fra planen. Om det så er pga sygdom blandt personalet, børnegruppens eller et enkelts barns behov eller interesse.
Planen skal altid kunne justeres efter nuets behov/ konteksten.
Læreplaner, ugeplaner og dagsordenen skal altid tilpasses konteksten og dem der skal indgå i den og ikke omvendt.
Denne erkendelse prøver jeg også at leve efter i familielivet.
Jeg trives bedst med en plan, men har lært at afvige fra den, når planen ikke passer. Dette har været stressede til tider og jeg lære stadig at sige fra over for mine fine planer, men hold nu kæft hvor er det befriende når jeg gør det.
Jeg lever med den filosofi, eller prøver, at sige fra til det jeg bliver stresset over.
Og ja det er okay at aflyse aftaler og afvige fra madplanen, hvis jeg og børnene fx bare har brug for at sidde på sofaen eller vi kommer senere hjem end “planlagt” 🙂
Så for for mig og mine drenge er struktur super vigtigt, men vi nyder det når vi afviger og er spontane.
Igen er det strukturen der må planlægges og justers efter vores behov og tilpasse sig os når det ikke holder.
Det er ikke os der skal stresse for at overholde en plan.
Altså: “Struktur med plads til spontanitet.”
🙂 <3
Supervigtig input, der viser hvor forskellige vi er, og hvad vi har svært ved på den ene hånd og hvad vi trives med på den anden.
Tusind tak for dine overvejelser.
Der er ingen tvivl om at begge modes-of-being er nødvendige men at samspillet mellem dem er et af livets svære balancer. En balance der for mit vedkommende er godt hjulpet når jeg husker at være bevidst opmærksom på mig selv, mine omgivelser, min familie osv.
Kærligst, Hamida