Kunsten at være en familie, del 1

De seneste indlæg har handlet om, hvor afgørende vigtigt at vi forældre ikke overser grænsesætning ift. vores børn. At tryghed og anerkendelse er nødt til at blive forbundet med vores evne til at sætte grænser. At en ubalance i opdragelsen, i bedste fald vil give børnene en urealistisk forventning til sociale forhold.

Det store og rungende spørgsmål er: hvordan gør man lige det? hvordan sætter man grænser for sine børn, uden at man mister besindelsen, fordi grænserne alligevel bliver brudt?

Dette indlæg viste sig ret hurtig, blive så langt, at det bryder med blogverdenens normer for, hvor langt et indlæg skal være. Derfor har jeg valgt at inddele det i tre dele, hvoraf det nuværende er det første.

Det er ikke muligt, med et enkelt indlæg at formidle hvad man skal gøre, i en given situation eller ift. en given adfærd. Selv hvis jeg kunne komme med et bud, vil det være utroværdigt, klichepræget og i bedste fald bare unyttigt.

Jeg ser ikke min rolle som en der har svarene. Man kan bruge mine indlæg som anledning til refleksion. Til at revurdere. Til at sætte spørgsmålstegn. Til at kigge steder, man ikke har kigget før. Til at teste antagelser af på. For mig handler det om at være søgende, åben og nysgerrig. Derfor kan jeg ikke give svar på hvordan man får en vis adfærd til at ophøre eller får et barn til at gøre hvad man siger.

Fordi vi er mennesker, og fordi den kompleksitet der kendetegner mennesket, er ufatteligt, findes der ikke enkle svar.

The quick fix

Det ligger i os, at vi gerne vil have en simpel løsning på vores problemer. Vi vil helst ikke bruge for meget tid og energi. Vi er måske også tilbageholdende med at rode for meget i vores egen baghave, fordi det bare er sindssygt hårdt, og ikke så sjældent smertefuldt.

En ting er den tid, energi og fokus det kræver. Noget andet er den smerte og ubehag, der er ved at suspendere sine overbevisninger og forestillinger for en stund, med henblik på at revurdere forældet og dysfunktionelle indstillinger, handlemåder og antagelser.

Det er ubehageligt og skræmmende, fordi det føles, som om man ødelægger det fundament, man står på. Det nemmere at være i det gamle, og nøjes med at justere på noget overfladisk.

Det er nemmere at give væggene en ny farve, købe en ny sofa eller spisebord, end det er at rive væggene ned og brække gulvet op. Men nogle gange er det nødvendigt at tage det tunge skyts frem, hvis man skal frem til problemets rod og det er bare en rigtig belastende, besværlig, ubehagelig og smertefuld proces.

For at hjælpe mig selv og andre med at navigere i familielivets kompleksitet har jeg valgt at kortlægge og kategorisere forskellige aspekter, der kendetegner de fleste moderne familier. Ideen er at kortlægningen givet et overblik over hvilke forhold man skal være opmærksom på, når man skal løse en gentagende konflikt. Jeg er kommet frem til syv domæner eller dimensioner som jeg vil beskrive fortløbende.

Grunden til at jeg har valgt at inddele emnet i kategorier, er fordi det er vanvittigt kompliceret at skrive om grænsesætning uden at komme ind på forskellige facetter i vores tilværelse.

Når det er sagt, så vil jeg udfordre dig til at blive hængende og læse med til i alle tre dele, som indlægget er delt op i. Jeg er ikke i tvivl om at mange ting vil falde på plads. Det skete, ikke mindst for mig i processen med at skrive.

Baggrunden for min tilgang

Det er vigtigt for mig at klargøre hvordan jeg har grebet emnet an på. Altså hvad der ligger til grund for mine overvejelser:

Mine synspunkter om familiestrukturer hviler på mine egne oplevelser i min familie, forskellig slags sparring, observering af hvad andre familier gør, og den overordnet forskning på området.

Foruden min akademiske indføring i dette felt er jeg også inspireret af forskellige forfattere herunder Shefali Tsabarys bog ’Forældre i nuet’, Jesper Juuls klassiker ’Dit kompetente barn’, senest også Jordan Petersons ’12 Rules for Life’.

Dertil er der utallige andre jeg ikke lige kan komme på. Ud fra min vurdering, er de fleste eksperter på familieområdet mere eller mindre enige om de samme ting, blot overbetoner de nogle fokuspunkter frem for andre.

På den baggrund vil jeg gerne fremlægge en måde at anskue familielivet på, der skaber overblik over hvad der skal til for at hverdagen fungerer og familien trives.

Familielivets syv dimensioner

Når forældre søger råd og vejledning, er det fordi de kæmper med udfordringer, som de ikke selv kan finde løsningen på.

Hos nogle er det mindre alvorligt, hos andre er det mere omfattende. Nogle forældre vil reagere ved det mindste problem og søge hjælp med det samme, andre vil først reagere når problemet har vokset sig så stort, at det har ædt sig ind på andre områder i deres liv. Fælles er dog følelsen af overvældelse og magtesløshed.

Formålet med indlæggene er at kortlægge de vigtigste aspekter af familielivet, så du har en ide om hvor du skal kigge hen, når du skal finde en løsning på dit specifikke problem.

Ser du, jeg tror på at vi hver især, er bedst til at finde frem til en løsning. Ingen kender vores liv bedre end os. Ingen kender vores børn eller os selv og vores omstændigheder bedre end os. Derfor er det os, der bedst kan vurdere hvor vi skal sætte ind, eller hvad der skal rettes op.

Men det kræver at man er godt rustet med gode analyseværktøjer, så man kan gå på detektivarbejde. Det er det jeg præsenterer i indlægget tre dele.

Jeg har gjort det således at jeg har delt familielivets forskellige aspekter i niveauer så de virker mere overskuelige og så du har mulighed for at sortere i kategorierne, så du kan vide hvor du skal sætte ind, for at løse et givent problem.

De syv domæner som rummer de forskellige dimensioner i familielive er som følgende:

1. Det praktiske fundament
2. Særlige omstændigheder
3. Forældrenes ambitionsniveau
4. Selverkendelse
5. Samtalekulturen i familien: Dialog og forhandling om regler og prioriteter
6. Viden om børns udvikling
7. Teknologiens indflydelse

Ideen med at kategorisere disse aspekter er, at det hjælper med at identificere hvor man skal sætte ind, når man gerne vil løse et problem.

Det kan være at man mangler konkret viden om børns trinvise udvikling, så man ved hvad man kan forvente af dem.

Det kan være at man ikke har en kultur for at snakke om følelser og behov, uden at alle parter farer op eller der er stille som en gravplads.

Det kan være at man har svært ved en særlig udviklingstrin, fordi man aldrig har fået bearbejdet sin egne oplevelser fra det pågældende udviklingstrin.

Det kan også være at det slet og ret drejer sig om at man aldrig har lært at mærke sine egne grænser og derfor har svært ved at håndhæve grænser overfor sine børn.

Det kan være at ens livsomstændigheder, fx en sygdom, dikterer at der er ekstra fokus på lydighed og samarbejde.

Pointen er at der kan være et utal af årsager til dysfunktion og at kategorierne kan bruges til at skabe overblik over familielivets aspekter, så man selv kan gå på opdagelse og vurdere hvor man skal gribe ind.

Jeg håber at den indledende del har givet dig mod på at sætte dig ind i hvordan de forskellige aspekter i familielivet kan give dig værktøjer til at finde frem til roden af problemet og dermed finde varige løsninger på de problemer du konfronterer.

I del 2, som jeg lægger op i næste uge, får du indblik i de første fire aspekter af familielivet.

De bedste ønsker fra mig.