Jeg indledte min introduktion til tilknytningsteorien ved at fortælle om en mor, der slog sit barn ihjel pga. manglende evner til at håndtere sin egen magtesløshed. En af grundene til at denne fortælling er særlig indtryksfuld er fordi, der i vores kollektive bevidsthed, på tværs af alle kulturer, er en forestilling om at, den stærkeste kærlighed, er en mors kærlighed til sit barn. Vi forestiller os at den er ukrænkelig.
Men i virkeligheden kan forfærdelige sammentræf af en række uheldige omstændigheder, kombinerede med en utryg tilknytning, afgøre forskellen mellem om et barn overlever ’blot’ med ar på sjælen, eller om det rent faktisk bliver rusket ihjel af sin mor. Tilknytningsteorien giver os et glimt af den kompleksitet, der kan forklare os hvordan det kan gå så galt, med så stærkt et forhold som mor/barn forholdet.
Behovet for nærhed på den ene side og for selvstændighed på den anden side, er det som tilknytningsteorien kan koges ned til. Når disse behov kommer i konflikt, ender vi i en alvorlig knibe og har meget svært ved at rumme udfordringerne i livet. Grænsen mellem os selv og alle andre bliver diffus og dermed overvældende.
Mosaikkens sammensætning
I de næste blogindlæg vil jeg forklare hvordan nærhed og selvstændighed bedst kan stimuleres med begrebet mentalisering, der dækker over vores evne til at definere og forstå os selv i relation til andre. Inden da vil jeg gerne dele mine tanker om hvordan jeg forstår tilknytningsmønstre i en overordnet sammenhæng.
Det kan nemlig være, at du ligesom mig har tænkt: Vent lige lidt! Jeg kan genkende træk fra de fleste af disse tilknytningsstile, i mig selv og min familie.’ Det kan være at man endda ikke er sikker på hvilket mønster, der er mest dominerende hos en selv. Det kan være at man har flere søskende og at man indenfor en søskendeflok kan genkende forskellige tilknytningsmønstre. Hvordan hænger det sammen?
Svaret er noget i retningen af, at vi er mere eller mindre nærhedssøgende eller selvstændighedssøgende alt afhængig af vores temperament, hvem vi er sammen med, hvilken situation vi befinder os i. Om hvorvidt den person, som vi er sammen med selv har en tilbøjelighed til at være nærhedsfokuseret eller selvstændighedsfokuseret.
Som minimum har vi adgang til både vores mor og vores fars tilknytningsstil. Søskende og bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer kan også være vigtige tilknytningspersoner, hvilket beriger de erfaringer vi har med andre mennesker.
Vores forældre er påvirket af deres forældre, som formodentlig også havde tilbøjeligheder til forskellige tilknytningsstile osv. I virkeligheden er det mest rigtige at anskue os selv med en vis grad af kompleksitet. Vi må formode at vi har oplevelser og erfaringer med os, der repræsenterer alle fire tilknytningsmønstre.
Foruden de familiemæssige dynamikker er vi også påvirkede af vores kulturelle sammenhænge. Nogle kulturer vægter behovet for nærhed på bekostning af selvstændighed, andre kulturer vægter selvstændighed fremfor nærhed.
Min egen historie
Lad mig tage min egen familie som eksempel. Vi stammer fra Marokko, hvor begge mine forældre er vokset op på landet oppe i det nordlige Marokko. Forholdene var barske, fordi de som et landbrugsfolk, blandt andet var underlagt naturens luner, og var dermed afhængige af den mængde regn, som vil falde i det pågældende år.
Selve området var svært tilgængelige pga. bjergene. Det gjorde at den essentielle infrastruktur som vi andre tager for givet, såsom veje, elektricitet, skoler, kloaksystemer og hospitaler ikke var tilgængelige.
Landfolket er afhængige af hårdt arbejde hele året og godt med regn, for at opnå en god høst så de kan overleve resten af året. Nogle år var tørke og mangel på mad uundgåelig. I dette usikre miljø, hvor det handlede om overlevelse, var det ifølge fortællinger fra mine forældre, selvstændighedsbehovet der dominerede.
Det er ikke så mærkeligt at umiddelbar nærhed eller udvisning af sårbarhed blev underbetonet. Min mors forældre mistede to ud af tretten børn, inden de var fyldt to år. Da min far var en lille dreng på ca. syv år, mistede han sin egen far til sygdom, og kort tid derefter en storesøster der var omkring 15 år gammel. Ingen kan påstå at det er en traumefri barndom.
Men disse omstændigheder var en del af tilværelsen på landet på daværende tidspunkt. Det var ikke mere død og elendighed, end der ellers var ’normalt’ i området og tiden. Hovedmålet var at overleve så godt man kunne. Derfor var der ingen råderum til at sørge mere end nødvendigt. Der var arbejde, der skulle gøres, hvis de øvrige børn skulle overleve. Hvis høsten skulle nås.
På den anden side viste nærhedsbehovet sig på en anden måde. Det var nemlig lig med isolation og døden, hvis du blev afskåret fra familien eller fællesskabet. Der var ingen institutioner til at tage over, ingen steder at søge tryghed.
Alle var afhængige af at være en del af et fællesskab, at tilhøre en stamme eller en familie, hvis man skulle gifte sig, gøre en handel eller vække tillid blandt andre i samfundet. Så dermed var behovet for nærhed også manifesteret på bekostning af selvstændighed. Man skulle ikke skille sig for meget ud af fællesskabet, før det fik konsekvenser.
Den snert af afvisning og overinvolvering, som jeg stadig kan ane hos mine forældre og genkende i mig selv, er formentlig et levn fra disse hårde tider. Det er ikke noget, der forlader os helt. Selv nu, mere end et halvt århundrede senere og i betydeligt tryggere rammer. På trods af at vi prøver på at reflektere og forstå vores fortid og vores nutid. At sætte ord på de følelser og frustrationer som kendetegnede forholdene. At give følelserne, skuffelserne og tankerne deres ret og se dem i sammenhæng med vores nuværende tro og værdier.
I sidste ende er disse erfaringer en del af det fundament som mine forældres og mit eget liv og familie er bygget på, og udgør vores historie. Det bedste man kan gøre med den kompleksitet, er at deale med den, ved at være bevidst og reflekteret.
At genkende hinandens lidelse
Min historier er ikke meget anderledes fra alle andres. Sådan er vi alle sammen formet af særlige omstændigheder og begivenheder. Nogle af os har oprindelse i lande med uro og krig. Andre er efterkommere af overlevende fra de største krige i verdenshistorien. Og atter andre stammer fra steder hvor stats eller strukturelt tyranni er hverdagskost.
Pointen med dagens indlæg er at understrege at der er en stor trøst at hente i at anskue disse mønstre som universelle for os alle sammen. At de udstyr os med evnen til at sætte os ind i hinandens perspektiv. De skaber en bro mellem forskellige mennesker, kulturer og tider. De skaber muligheden for at vi kan forstå os selv og hinanden bedre, på tværs i familien eller endda blandt dem vi kalder ’fremmede’, sådan som vi hver især nu engang definerer en ’fremmede’.
Men forståelse er altid første skridt
Ikke dermed sagt at vi alle kan holde i hånd og vi kan have fred i verden. Vi vil altid have uenigheder om hvad der skal prioriteres. Om det er selvstændighed der skal vige for fællesskabet eller om det er fællesskabet der skal vige for individet. Det er en evig diskussion som afspejler to grundlæggende menneskelige behov, og som nok vil afhænge af den situation vi befinder os i. Så derfor må vi aldrig holde op med at være bevidste og reflekterende ved at tage samtalerne med hinanden. Det er kun derigennem at vi blive klogere på hvordan vi kan gøre livet lidt bedre og mere meningsfuldt for os selv og andre.
