Alle elsker deres barn. Ik’?

For nyligt faldt jeg over en historie der gjorde indtryk på mig. Den drejede sig om en mor, der dræbte sit eget barn. Hun var ikke en koldblodig morder, men besad ikke værktøjer til at håndtere sit højtelskede, men skrigende barn.

Hun endte med, i afmagt, at slå barnet ihjel for senere at tage sit eget liv. Hjerteskærende men ikke urealistisk i den virkelige verden.

Jeg nævner denne historie, da jeg i den kommende række indlæg vil skrive om et emne, som ligger mig tæt på hjerte. Alle bør vide noget om tilknytningsteorien, særligt hvis man har børn. Hvis du ikke har børn, så læs med alligevel, og se om du kan bruge det i forholdet til din egen opvækst.

De kommende indlæg vil handle om hvordan det forhold, som vi har haft til vores egne forældre,  former vores forståelse af os selv og andre mennesker. At det er med til at påvirke vores evne til at udholde stress og modgang i livet. Til selv at udvikle sunde forhold, evnen til at fokusere, behovsudskyde og alle mulige andre fordele.

Båndet mellem forældre og børn: tilknytning

Jeg vil gøre mit bedste for at undgå fagjargon og unødvendige lange beskrivelser. Nogle gange vil det dog være nødvendigt. Der vil jeg bede om din tålmodighed. Jeg tror at du vil opleve, at brikker falde på plads ift. uforståelig adfærd, misforståelser og unødvendige konflikter. Noget der førhen virkede som mystiske oplevelser, eller begivenheder der måske aldrig er blevet italesat, vil fremstå i nyt lys og vil begynde at give mening.

Jeg tror på at viden om én selv og ens historie, kan give os stærke værktøjer til at forme vores tilværelse og bedre retning så den giver mening på alle niveauer i vores liv.

En ting tør jeg love dig: Det bliver spændende…

Min fagfælle og kære veninde, Lamia IbnHsain tilbyder også samtaleaftner, kurser og foredrag om netop dette emne, tjek hendes facebookside MamaLamia ved lejlighed.

—

Vores begyndelse

Her er en grov optegnelse af hvordan det ser ud, når et barn kommer til verden:

Forud for fødslen venter et par forventningsfulde mennesker, de kommende forældre. Hver især har de en forestilling om hvor skønt det kommer til at blive. Hvordan de vil overøse dette længeventede barn med kærlighed, så det aldrig kommer i tvivl om hvor højtelsket det er.

De vil give det opmærksomhed, lege med det, købe legetøj og det lækreste tøj til det. I øvrigt skal barnet ammes for enhver pris, for det har man hørt er det sundeste. Nå, ja det skal kun spise økologisk. Der bliver måske investeret i en ekstrastor specielt-bygget seng, så alle kan sove sammen. Endelig er parret for alvor blevet til en familie og forholdet er cementeret yderligere.

Forventningerne og spændingen er næsten ikke til at holde ud. Når barnet endelig kommer til, er alt fryd og gammen. Mor og barn har det godt. Forældrene svæver på en rus af den mest udsøgte mikstur af kærlighedshormonet oxytocin. Det er ikke som noget man nogensinde havde forstillet sig.

Kernen i denne karikerede fortælling er at denne beskrivelse er rammende for de fleste menneskers ankomst til verden.

Min påstand er at langt størstedelen af alle nyfødte bliver hilst velkommen af deres forældre. Alle forældre elsker ubetinget deres børn og vil gøre deres yderste for at sikre sig at barnet får et godt liv. Det er en iboende dyb biologisk og psykologisk præmis. En universal lov, vi deler med andre biologiske skabninger.

Virkeligheden slår til

Men hvad sker efter at barnet er født? Hvordan efterlever forældrene alle de gode intentioner? Hvordan formår forældre at formidle deres kærlighed?

Jeg kan dig fortælle dig at situationen for det nye barn, kan gå i flere forskellige retninger. Tilknytningsforskningen har nemlig kortlagt ganske særlige måder at være sammen med sit barn på, der kan resultere i vidt forskellige måder hvorpå at barnet lærer at forholde sig til sig selv og andre mennesker på.

Det er tragisk men en realitet at ikke alle forældre har tilstrækkeligt med værktøjer til at kommunikere deres kærlighed til deres børn. Vi skal huske på, at forældre, på trods af at de er voksne i dag, selv er et produkt af de oplevelser de har haft igennem livet.

De har ikke nødvendigvis selv haft mulighed for at reflektere over deres livshistorier, deres værdier. At bevare guldet og forkaste det dårlige ved deres opdragelse.

Vi lever i en tid med alverdens resurser, hvor det godt kan lade sig gøre at blive klogere. En tid hvor vi har adgang til alverdens viden, som kan hjælpe os med at rette op på det, der ikke virker. Mine kommende indlæg, har dette mål for øje.

Skæbnen er ikke forseglet

På ingen måder påstår jeg at forældrenes indflydelse er den eneste kilde der former børnenes livssyn, men både forskningen og vores egen intuition fortæller os at forholdet mellem børn og forældre er essentielt.

Det er af den grund at jeg fremsætter min påstand om at denne viden er noget som alle mennesker bør have indsigt i.

Når du har læst med her, vil du blive i stand til at genkende dig selv i beskrivelserne. Måske vil du få svar på spørgsmål der har været uforståelige for dig gennem dit liv. Adfærd der har været selvfølgelig, vil vise sig at de i grunden er strategier til overlevelse og beskyttelse. Adfærd der i mindre grad egner sig til en livsindstilling, hvor man stræber efter at blive den bedste version af sig selv.

Jeg håber i hvert fald for dig, at du får stof til eftertanke og refleksion.

Glæd dig til det næste indlæg hvor jeg vil fortælle om det ’Trygge Tilknytningsmønster’.

Forskerne har nemlig identificeret i alt fire tilknytningsmønstre, hvoraf det trygge mønster er det mest hensigtsmæssige for barnets trivsel. Når vi har en idé om hvad der skaber de bedste trivselsvilkår for børn, kan vi begynde at sætte det i sammenhæng med andre aspekter af vores liv. Vi kan udlede værdier til at guide vores liv.

Vi ses næste gang.