Anerkendelse. Og hvad så?

Jeg har de sidste mange indlæg fokuseret på de aspekter af mentalisering og tilknytning, der handler om at vække og stimulere børns iboende fornemmelse for selvet, gennem anerkendelse og korrekt fortolkning af deres indre verden. Det er der gode grunde til. Både fordi det ligger til grund for børns udvikling, men nok også fordi jeg kommer fra en kulturel baggrund hvor dette perspektiv har været væsentligt underspillet.

Men anerkendelsesaspektet i relation til børn er kun halvdelen af historien.

Anerkendelse alene er ikke svaret på alt, men er afhængig af at blive parret med solide og klare grænser. Mange moderne forældre har styr på at anerkende børn, men vi er i vildrede når det gælder grænsesætning.

Hvordan kan det være?

• For det første er vi bange for at underkue vores børn og ende med at være blinde for den vidunderlige spontanitet der kendetegner vores kære børn.
• For det andet tror jeg at tidsåndens ideal oftest tipper over i den del af personlighedsudvikling der vægter individualiteten fremfor fællesskabet.

Fra traditionel opdragelse til curlingforældre

Opgøret med den traditionelle opdragelsesstil har fået mange af os til at tage anerkendelsens imponerende værktøj til os. Vi er meget opmærksomme på ikke at tryne og kontrollere vores børn (eller at kaste tøfler efter dem😊). At passe på deres værdighed. Vi er optaget af ikke at stå i vejen for deres udvikling, kreativitet, integritet og selvstændighed. Vi giver dem plads og rum som aldrig før. Vi ser også at deres personlighed og naturlige charme skinner strålende igennem, når vi ikke har forventninger til at de skal være små versioner af voksne.

Min oplevelse er at mange forældre gør deres allerbedste for at leve op til dette paradigme og rumme, spejle og anerkende deres børn. Men fordi forældre ikke er engle, og ikke har uendeligt overskud, og fordi de heller ikke altid ved hvornår den rummelighed har taget overhånd, ender det galt. Her er et komisk indskud fra komikeren Michael McIntyre der rammer spot on.

Den kortsigtet konsekvens er at der opstår voldsom skældud og eskalerede konflikter, fordi intet menneske holder til uendelig anerkendelse og rummelighed. Vi ender med at piske os selv over at vi har mistet besindelsen, og forsøger måske at være endnu mere rummelige næste gang, i stedet for at kigge på om der skal indsættes klare og utvetydige grænse for barnets udfoldelse.

Den langsigtede konsekvens er at barnets evne til at regulere sine affekter bliver forringet fordi de ikke lærer at tage hensyn til deres omgivelser og deres sociale relationer. Det kan have en effekt på samtlige relationer, både til deres jævnaldrende og til det øvrige samfund såsom pædagoger og lærer.

Fællesskabets forlængede arm

For nyligt faldt jeg over en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, hvor det var en tydelig kritik af dette paradigme. Kampagnen hedder ’Nederen forældre’. De rammer en følsom nerve. Moderne forældres største aversion er at være en ’nederen forælder’. Men Rådet for Sikker Trafik slår på trommer for at vi igen skal indtage rollen som en ’nederen forælder’. At vi ikke skal være bange for at sige nej.

Jeg tror at en af de vigtigste opgaver vi har som forældre er at ruste vores børn til at blive livsduelige medmennesker, der bringer værdi til sig selv og andre.

For at de skal udfylde den rolle er det afgørende vigtigt at de lærer at regulere deres følelser, samarbejde og forhandle med sine omgivelser. Det lærer børnene ikke, hvis vi kun anerkender deres behov og følelser. Det lærer de bedst i samspillet med os, hvor vi anerkender børnene uden at være blinde for vores egne affekter og behov. Ved at vi sætter grænser og stiller krav på baggrund af vores værdier, men ikke mindst også på baggrund af hvor meget vi kan rumme inden vores integritet bliver krænket.

Den enøjede anerkendelsesstrategi vil forvirre og narre børnenes virkelighedsopfattelse. Når de vokser op og møder folk i den øvrige verden, vil deres ’gode’ intentioner ikke altid være åbenlyse for andre mennesker. Tvært imod er konkurrencen hård og folks hensigter og moralske kompas er meget varierede. Det er en realitet som børnene er nødt til at lære at navigere i, uden at de kollapser fordi verden er ’unfair’.

Styrk dit kontrolrum

Den præfrontale cortex er den del af hjernen som organiserer og strukturerer vores impulser, som kommer fra den nedre del af hjernen. Den beslutter hvornår en impuls skal tilgodeses, hvornår den skal udskydes, om den skal reguleres op eller ned. Det er som det lyder; den del af hjernen, der medierer vores viljestyrke, planlægning og karakter.

Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så har børn evnen til at opleve mange af de samme impulser som voksne oplever, blot er de fuldkommen utæmmede, og ja, impulsive. Til forskel fra voksne, er deres præfrontale cortex umoden og uudviklet.

Et eksempel i denne sammenhæng kan være at dit barn spørger om hvorvidt de må få en skolekammerat med hjem fra skolen, en eftermiddag hvor du er træt og uoplagt, så du siger nej. Dit barn insisterer og fortsætter med at argumentere og diskutere for at få sin vilje igennem, med andre ord det grænser til plageri.

I virkeligheden opstår lignende situationer i alle mulige sammenhænge. Hvorvidt de må få noget sødt i hverdagene eller inden aftensmaden, hvorvidt de må spille på iPad, hvorvidt de må blive længere oppe om aftenen, hvorvidt de må få nyt legetøj, hvor vidt de må få bestemte sko, jakker osv.

Voksnes præfrontale cortex er mere udviklet, hvilket i teorien betyder at vi har bedre overblik over hvordan alle disse behov og forespørgsler rammer ind i eller clasher med mål og værdier, resurser, tid og kontekst. Derfor træffer vi beslutninger om hvordan disse behov skal ordnes og kategoriseres, på vegne af vores børn.

I teorien lyder det rigtig fint og ligetil, men som alle forældre ved, så er det komplekst, svært og ikke så lidt overfusende. Grundene er:

• At vores overblik kan være mere eller mindre intakt pga. øget pres på arbejde eller andet.
• Vores beslutninger kan være ureflekterede og urimelige, fordi det rammer ind i et ømt punkt.
• Børnenes forespørgsel kan have dybere rødder som vi ikke har haft øje for.
• Det kan være et opråb om opmærksomhed fordi de har følt sig negligerede.

For blot at nævne nogle få. Pointen er at vi ikke er alvidende og vi kan tage fejl, men vi er alligevel nødt til at træffe beslutninger og sætte grænser. Og det gør vi på så godt et grundlag som muligt.

Din opgave er at have overblik over og styr på alle dine egne affekter og behov så du ikke ender med at råbe og skrige ad dine børn fordi de ikke hører efter. Derfra kan du bedre træffe en beslutning om hvorvidt din eller dit barns affekter skal op eller nedreguleres. Ansvaret og beslutningen er dog din som den voksne.