‘Burka-forbud’, Karate Kid og baggrundsstøj

For over 9 år siden besluttede min mand og jeg at skille os af med vores fjernsyn. Slut med forstyrrende baggrundsstøj, endeløse reklamer og meningsløs reality-tv.

Indrømmet, vi ville nok ikke have gjort det, hvis ikke internettet var der til at opfylde vores behov for underholdning og nyhedsopdatering. Forskellen var blot at internettet ikke kørte uafbrudt som baggrundsstøj om dagen, mens vi var sammen med børnene, og at vi, når børnene var lagt, havde mere kontrol over hvad vi ville se eller læse.

Det viste sig at vores fravalg af fjernsynet, havde en sidegevinst som efterhånden blev tydeligere. Som nævnt i indlægget Sommerferie, rejse og barndomsminder, så er det oftest i bakspejlet, at vi kan opdage meningen med vores oplevelser. Fordi vi ikke længere så tv, slap vi for de ensidige rapportager og nyheder om problemet med muslimer i Danmark. Det gjorde det muligt at tænke klart, at kigge indad, at fokusere på det, som vi gerne vil forbedre i vores dagligdag.

Protest- og oplysningsarbejde

I mellemtiden er historien om, at muslimer ikke passer ind i Danmark, blevet endnu stærkere i dag end i 2009. Den seneste udvikling er et absurd ghettotiltag og et forbud om at bære masker i det offentlige rum, som indrømmet af flere politikere, sigter imod at begrænse niqabklædte muslimske kvinder.

Den umiddelbare løsning på disse problemer, et som jeg tidligere var overbevist om, var at gå ud og vise sin protest, påberåbe sig sine menneskerettigheder og lave endnu mere oplysningsarbejde. Hvis bare man kom ud med sit budskab, klart nok. Hvis bare en velformuleret person kunne tage den tjans og forklare majoriteten at vi sagtens kan få vores liv til at fungere som muslimer og danskere. Fortælle at vi er mange der rent faktisk lever sådan.

Karate Kid og minoriteter

Kan du huske filmen Karate Kid? Måske har du set den gamle version fra 80’erne eller måske den nye med Jaden Smith? Nå, men der er en morale i historien som jeg tror vi kan lære lidt af.

Det er historien om en ung dreng, der starter med at være naiv, ansvarsløs, harmløs men alligevel sur på verden pga. uretfærdige omstændigheder (hans mor flytter ham væk fra hans vante omgivelser). Han har ingen venner og bliver mobbet af ældre drenge, der er stærkere end han er. Han er alene, de andre er flere. En minoritet iblandt en majoritet.

Som princip er det da uretfærdigt, at de er flere imod en. De har magt, han har ingen. Det kan da ikke passe at majoriteten skal have lov til at mobbe minoriteten. Men hvordan er det at historien udvikler sig?

Drengen ender med at sejre over sine bøller, fordi han tager ansvar for sig selv og bliver stærkere. Ser sine mangler i øjnene. Han bliver opmærksom på sin dovenskab, ansvarsløshed, offermentalitet. Han startede med simple ændringer. At samle sin jakke op fra gulvet. At være opmærksom på sin adfærd, sin måde at tale på til sin mor. Nogle gange er det de simpleste ting, der har den største indflydelse på os, positivt eller negativt.

Retfærdighed eller karakterudvikling?

Hvis kampen kun tages op i selve mobningssituationen, sker der ingen forandring. Hvis drengen forventede at verden var fair. At pædagoger, mor eller lærere reddede ham hver gang han fik tæsk, så ville han sidde fast i offerpositionen. Hvis ikke han brugte sin tid på at styrke sig selv, investerede i at omdanne historien om sig selv, så ville mobningen have gentaget sig. Det er sådanne historier vi elsker. De taler til os på den dybeste måde. Vi bliver rørt. Vi ved det er sandt på et intuitivt niveau.

Hvem bestemmer dagsorden?

Jeg mener at det er utilstrækkeligt at vi blot reagerer på politiske stramninger, gennem protester og oplysningsarbejde. Vi danser efter en melodi og bruger energi på en dagsorden, der slet ikke er vores egen. Vi fastholder os selv i konstant forsvarsposition, det tager alt vores energi og fokus.

Jeg tror vi er nødt til at gå meget mere i dybden, hvis vi skal gøre os håb om at vores børn ikke arver et Danmark der er revnet af en splittelse, som vi ikke har været i stand til genvæve. Jeg tror på at det bedste og eneste sted vi kan starte og som vi rent faktisk har indflydelse på, er med os selv.  

Så hvad kan vi gøre?

Jeg havde en samtale med en kære veninde da vi var til demonstration imod maskeringsforbuddet d. 1. august. Her var det store rungende spørgsmål: Hvad kan vi gøre?

Jeg har ikke svaret. Men en ting jeg har lært, blandt andet ved at min opmærksomhed ikke hele tiden bliver berøvet er; At tage ansvar for de problemer, som vi oplever i vores hverdagsliv. Vores kommunikation, vores børneopdragelse, vores parforhold. Hvordan er vi uenige med hinanden uden at tabe forbindelsen, kærligheden og ømheden. Hvordan rummer vi hinandens forskellighed? Hvordan lytter vi til hinanden?

Internt i det muslimske miljø, kan vi gøre det bedre? Er vi gode nok til at erkende vores mangler, se de strukturelle problemer i øjnene? Tale om de tunge og kontroversielle emner åbent og ærligt? Har vi tillid til hinanden? har vi tillid til vores samfund? Har vi tillid til Gud?

Som minoritet er vi nødt til at tage det ansvaret på os. At omdanne vores adfærd gennem vores værdier. At leve dem, i stedet for blot at fortælle om dem. Det er den eneste måde at komme mobningen/hetzen til livs på.

Jeg ved at jeg langt fra er alene om at fokusere på dybdearbejdet. Der er mange hårdtarbejdende, sjælvragende, vedholdende mennesker derude, der tager ansvar, og som inspirerer mig til tårer. Jeg ønsker at følge deres spor og håber at indlægget giver stof til eftertanke, om hvordan du kan forpligte dig, til at kigge indad på denne lange men nødvendige rejse.