Foran mig står en blank side. Det næste blogindlæg skal skrives. Ideerne er der, men er uklare, flyvske, sammenblandede. Nå ja, fri-skrivning! Det plejer at virke. Jeg prøver igen.
Ordene er åbenbart uvenner med mig for tiden. De kommer tungt og besværligt. Tankerne er fortsat kaotiske og vil forskellige ting på en gang. Jeg bider det i mig og fortsætter. Noget må der komme ud af det.
Fokus! Ok, hvilken pointe vil jeg have frem? Hvad skal det handle om? Hvordan formidler jeg den bedst? Igen en masse ideer, tanker der blander sig ind i hinanden. Nå ja! Brug en god historie. Det er altid underholdende, det holder sammen på pointen.
Men er det overhovedet relevant for læseren? Kan man relatere til det? Er det ikke spild af deres tid?
Pludselig tænker jeg: Hvorfor gør du det her mod dig selv? Ingen har tvunget dig. Du behøver ikke at skrive. Er det overhovedet det værd at kæmpe sådan uge efter uge? Måske skulle du finde på noget andet? Droppe ambitionen om at være fuldtidsblogger. Find på noget der er mindre stressende, mere stabilt.
Fantasien om hvordan det vil føles at være fri for den her byrde og usikkerhed, kommer strømmende. En følelse af lethed falder over mig. Forestillingen om en tung last der bliver løftet fra mine skuldre. Tænk sig at slippe for usikkerheden, for besværligheden, for ansvaret? Gud, hvor ville det være skønt.
Bum! Et par tankelussinger kaster tankestrømmen brat til jorden.
Den uansvarlige del af mig er afdækket. Den forsøger at tage overhånd. Lokker med løfter om frihed og lethed. Hule og falske løfte.
Bag om tankefælden
Det er lidt tragikomisk. Jeg har ikke engang været blogger i to måneder og allerede får jeg tanker om at opgive mit mål. Set bort fra at jeg rent faktisk har opdaget en nydelse ved at skrive, som giver mening på mange forskellige niveauer. Alligevel henfalder jeg til opgivelse og slaphed.
Men jeg er taknemlig for at jeg kan se det. At jeg har fået øje på tankefælden. Et oplagt udviklingspotentiale for mig.
For hvad har jeg egentlig forestillet mig? At jeg på fantastisk vis, helt bekvemt ville valse fra det ene blogindlæg til det andet? At jeg som en alf fra eventyrene, med et ryk fra min tryllestav, ubesværet skaber uimodståelige blogindlæg? Det er næsten pinligt at tilstå.
At jeg fik tankelussingerne midt i min selvynk, er jeg taknemlig for. Jeg håber aldrig at jeg tager dem for givet. For jeg ved rationelt og åndeligt, at det ikke er muligt at opnå mine mål, ønsker og værdier uden at der er forhindringer på vejen. At det visse tider vil kræve enorm kraftanstrengelse, smerte og vedholdenhed.
Af en eller anden grund, har jeg en tendens til at henfalde til ønsket om at det bare skal blive ved med at være nemt. At glæden og gejsten altid skal være til stede.
Det er årsagen til at jeg deler denne oplevelse. Jeg tror at vi får det nemmere ved at takle skuffelsen ved den udeblevne glæde, når vi kan leve med at, det som betyder noget for os, aldrig kan være helt fri for ubehag og anstrengelse.
Meningsfuldt ubehag
Jeg har fornyeligt læst i Viktor Frankls bog ’Mans search for meaning’. Den er uden tvivl værd at læse, i øvrigt. Jeg nævner den fordi den berør dette indlægs pointe, som er meningen med lidelse.
Frankl som overlever og beretter om sin oplevelser, som koncentrationsfanger i Auschwitz citerer, i sin bog den tyske filosof Friedrich Nietzsche for at have sagt: ’Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan’.
Nu er det ikke for at sammenligne mine anstrengelser ved skrivning med det at gennemgå horrible overgreb i koncentrationslejrene. Men der er en pointe i det, som kan bruges i vores dagligdag. At have et ’hvorfor’, kan ikke overvurderes nok. Et ’hvorfor’ forudsætter at ens tilværelse har mening, at det man beskæftiger sig med, har et formål. At den smerte som er et vilkår ved livet, har et formål, om ikke andet så for at forfine vores karakter.
For hvad er alternativet? Hvis ikke jeg ’lider’ i gåseøjne, for at skrive, vil jeg så slippe for lidelse? Kan jeg overhovedet opnå nogen mål hvis ikke jeg anstrenger mig, gør mig umage, udholder ubehaget ved usikkerheden. Kan man i det hele taget undslippe for lidelse, selv hvis man ingen mål har, ingen ambitioner, ingen værdier? Det åbenlyse svar er selvfølgelig nej. Og alligevel tager jeg mig selv i at falde i fælden. At håbe på at jeg, ved fx at opgive skrivning, kan undgå at føle smerte, lidelse eller andre negative følelser.
At vælge sin byrde
Som du nok har regnet ud, så er det af ren egoisme at jeg skriver det her. Det er først og fremmest en hjælp til mig selv. En måde at holde mig selv i gang på. At stadfæste mit ’hvorfor’. Samtidig håber jeg at gøre opmærksom på denne tankefælde, som besnærer os alle sammen fra tid til anden.
Det afgørende er ikke at slippe for ubehag. Det afgørende er at vælge den rigtige slags ubehag. Noget der giver mening og bærer frugter med sig. Der skaber forandring og positivitet. Der er forbundet med ansvar og forpligtelse. Gud ved at der findes mere end rigeligt af den meningsløse smerte og ubehag. Destruktiv smerte der kommer af bitterhed, skuffelse, vrede og en falsk følelse af berettigelse.
Det er ikke altid ligetil at vide hvad der er værd at udholde i længden. Hvad der giver mening for en personligt og som er forenet med ens værdier. Det er et spørgsmål der kræver sin egen ret og rum til at udforske. At tænke over ’hvorfor’ man lever som man gør, kan være en god start, og må løbende fungere som en ledestjerne.
Kære Hamida, at så og se resultatet, det må være svaret på om det arbejde/ubehag som man udsætter sig med i livet er det værd. Det er en glæde for mig at se hvor meget du rummer og kan dele det med mig og andre. Tvivl men også håb om at det nytter for som man siger “Det kan altid nytte for noget”. Knus og til næste gang.