Strategier til overlevelse

Det ideelle kan hurtigt blive til en tyran. Oftest har vi en forestilling om, hvordan tingene burde være, og når vi ser, at vi ikke lever op til idealet, føler vi os som fiaskoer. Tilknytningsteorien handler om, hvordan man kan skabe de bedste rammer for børns opvækst. Ulempen ved denne model er. at den hurtigt kan bære præg af at være fordømmende.

Som opfølgning på de sidste par indlæg følger en beskrivelse af, hvordan det ser ud når børn ikke har et trygt tilknytningsmønster. Men det er med en vis følelse af tilbageholdenhed, at jeg har skrevet dette indlæg.

Uden at kende dig personligt tør jeg næsten love, at du vil kunne genkende de utrygge mønstre i dine forhold. Du vil få øje på træk og indstillinger, som præger din opdragelsemetoder. Du vil formodentlig se efter hullerne, fejlene og manglerne. Det er sådan vores hjerne er indrettet.

Risikoen er at du, i så fald vil ende med at føle dig som en fiasko. Sagen er den at ingen har en fuldkommen tryg tilknytning. Vi er alle en blanding af de forskellige mønstre, om end vi kan have stærke tilbøjeligheder til et bestemt tilknytningsmønster.

Idealet som en guide

Jeg tror at der er nødvendigt at være bevidst om det, der ikke virker. Hvis vi ikke ved hvad konsekvensen af vores handlinger er, kan vi ikke forbedre vores adfærd eller vores indstillinger.

Samtidig vil jeg gøre opmærksom på den mørke side af denne viden. Jeg ved fra mig selv og andre, at vi har en tendens til at være ret hårde ved os selv. Jeg vil tillade mig at påstå at mødre ofte er gode til at hamre ned på sig selv hvad angår deres børn. Aldrig er vi gode nok, opmærksomme nok, kærlige nok, vittige nok.

Jeg husker mig selv og alle andre på at du er meget lidt værd for dig selv eller dine børn, hvis du ikke kan have medfølelse med dig selv. Det er der, at kærligheden og omsorgen udspringer. Husk nu på det. Nu til de utrygge tilknytningsmønstre.

Tilknytningseksperimentet ’Fremmedsituationen’

Den bedste måde at præsentere disse mønstre på er ved at fortælle om et kendt eksperiment som en af grundlæggerne for tilknytningsteorien har udformet, Mary Ainsworth. Eksperimentet kaldes ’Fremmedsituationen’.

Det er designet således at man bringer en mor med sit 1-årige barn i et rum fyldt med legetøj. I løbet af de 20 minutter, som eksperimentet varer, indtræder en ’fremmed’ person i rummet hvor mor og barn befinder sig. Efter en kort stund, træder moren ud af rummet og efterlader barnet med den fremmede person. Moren vender tilbage efter et par minutter.

Formålet med eksperimentet er at observere, hvordan barnet forholder sig til legetøjet i rummet, reagerer på den fremmede persons tilstedeværelse, og på den kortvarige adskillelse og genforening med moren.

Eksperimentet er gentaget i forskellige kulturer, hvor de fire måder børnene reagerer på optræder konsekvent i alle sammenhænge. Jeg vil kort beskrive hvad der kendetegner hvert af disse adfærdsmønstre eller måder at reagere på.

Det trygge tilknytningsmønster

Den ene gruppe børn er meget interesserede i legetøjet, og udforsker ivrigt rummet samtidig med, at de med jævne mellemrum interagerer med deres mor ved at pege og vise, hvad de har fundet. Når den fremmede person kommer ind, er de forsigtige. Når mor går ud, bliver de kede af det og går hen til døren for at kalde på hende. De er tydeligvis utrygge og forstyrrede af hendes fravær. Når hun vender tilbage kort tid efter klynger de sig grædende til hende, men efter en stund vender de tilbage til legen og udforskningen af rummet. Denne type adfærd bliver klassificeret som det trygge adfærdsmønster.

Deres adfærd er karakteriseret ved at være fleksibel og indretter sig efter situationen. De nærmer sig mor når de er ked og utrygge. De leger ivrigt når der ikke er fare på færde. De har lært at regulere deres frygt gennem deres mor, og kan frigive opmærksomhed til at udforske legetøjet.

Det ambivalente tilknytningsmønster

Den anden gruppe børn er mindre interesserede i legetøjet og i højere grad opmærksomme på hvor deres mor er henne. De udforsker rummet i mindre omfang. Når den fremmede træder ind i rummet, holder de op med at lege og holder sig i nærheden af deres mor. Når mor går ud af rummet mens den fremmede er derinde, reagerer børnene med panik og voldsom gråd. Når mor vender tilbage fortsatter gråden resten af tiden. Interessen for legetøjet er minimal.

Denne adfærd bliver kaldt det ambivalente adfærdsmønster. Kort sagt er tilknytningssystemet overaktiveret eller forstærket på bekostning af udforskningssystemet. Barnet er alt for optaget af sin mor til at have interesse for den omkringliggende verden. Barnet har lært at den eneste måde det kan opleve tryghed på, er ved at opgive sin selvstændighed. Der er ikke plads til udforskning. Den klyngende adfærd er en strategi til at opnå en vis form for tryghed, som det ikke kan være sikker på, hvis ikke det bliver ved med at klynge sig til mor.

Det undgående tilknytningsmønster

Den tredje gruppe børn kan ved første øjekast virke som om at de er selvstændige og veludviklede da de med det samme vender deres interesse mod alt det nye legetøj. De virker ikke særlig optagede af deres mor og når den fremmede kommer ind i rummet, er de heller ikke synderlig anfægtet af det.

Denne adfærd bliver kaldt det undgående tilknytningsmønster. Paradoksalt nok bruger barnet en undgående strategi til at opretholde så meget nærhed til sin mor som muligt. Barnet har i sit korte liv erfaret at hvis det udviser nærhedsbehov, har det resulteret i vrede eller i straf. Derfor har det udviklet en strategi til at fastholde sin forælder i nærheden, ved at underbetone sine følelser og deaktivere sit tilknytningssystem. Det er som om at opmærksomheden på legetøjet bliver brugt som en strategi til at holde følelserne på afstand.

Det desorganiserede tilknytningsmønster

Den desorganiserede tilknytning er anderledes fra de øvrige mønstre ved at det ikke virker til at være forbundet med nogen strategier. Der var nemlig en lille gruppe af børn, hvis adfærd ikke kunne forklares i begyndelsen. Da man i sin tid havde indledt disse eksperimenter, havde man ingen idé om hvad det betød. Først senere blev kategorien til.

Denne gruppe af børn opførte sig nemlig meget mærkeligt i hele situationen. De kunne finde på at nærme sig moren for så at gå i stå midt i det hele og fryse i en bestemt bevægelse. Eller de kunne finde på at gemme sig når moren kom ind i rummet igen eller dække deres ansigter. Deres adfærd viste ingen tydelige sammenhæng. Man kaldte dem ’mærkelige’ og lod dem være ved det.

Det viser sig senere at denne type adfærd er forbundet med ekstremt stort svigt. Adfærden afspejler en tilstand af kronisk dilemma. Forælderen er både kilden til deres frygt, hvilket tilskyndede dem til at flygte fra hende. Samtidig er hun den eneste kilde til beskyttelse og tryghed. For disse børn er der ingen forløsning at hente nogen steder.

Hvordan kan du bruge denne viden?

Formålet med at præsentere disse kategorier er at gøre det nemmere for os at spotte vores egne antagelser om hvad god opdragelse er og hvordan man forholder

sig til sine børn. Desuden kan det hjælpe os med at forklare den slags adfærd vi møder i os selv og i vores forhold.

Alle vores forventninger om hvordan forhold skal være, er påvirkede af vores tidligste oplevelser med de vigtigste personer i vores liv. Men det er ikke altid at vi er bevidste om hvordan disse forventninger, former vores måder, at være sammen med vores børn på.

Forhåbentligt kan du bruge det til at blive opmærksom på dine tendenser og at opdatere problematiske adfærdsmønstre eller ideer om den ‘gode’ opdragelse. Justere og gentænke, der hvor der er behov for det.

Jeg vil igen huske på at det medfølende blik er altafgørende. Som udgangspunkt må man tro på at der er gavn i de utrygge tilknytningsmønstre. De er ikke meningsløse. De er ikke ondskabsfulde. Det er mere konstruktivt at se dem som strategier, der er tilpasset et bestemt miljø.

Det at du læser med her er en del af processen, med at ændre på antagelser, der nok virkede engang, men som ikke længere tjener deres formål.

For ikke at gøre indlægget her længere end man orker at læse, når man er på farten, så vil jeg slutte her. I næste uge vil jeg skrive om hvordan disse tilknytningsmønstre viser sig hos voksne mennesker.