Kunsten at være en familie, del 2

Hovedpointen i det tredelte indlæg ‘Kunsten at være en familie’ er: hvis du finder ud af HVAD problemet er, så er du godt på vej for at finde en løsning. Men det kan være svært hvis man ikke har et nogenlunde kort over territoriet.

Min opdeling af familielivets aspekter i syv dele, er mit bud på en slags kort over det territorium der hedder familielivet. Med det i hånden ønsker jeg for dig, at du bliver rustet til at gå på opdagelse for at finde frem til hvor der kan rettes ind eller finjusteres.

Som jeg kom ind på i del 1, så er udgangspunktet for indlægget en refleksion over hvordan man håndhæver de grænser man opstiller for sit barn, så man ikke ender med tippe over i anerkendelsessiden og under-stimulerer barnets evne til at regulere sine affekter og udvikle gode samarbejdsevner.

I del 2 af indlægget vil jeg afdække fire ud af syv af disse områder, som du kan tage fat på og teste hvorvidt dit specifikke problem befinder sig i. Sådan kan du fortsætte indtil du falder over løsningen.

Det første ’område’ man kan kigge efter i sømmene, er følgende:

1. Det praktiske fundament

Dette niveau er så vigtigt et punkt at mange ender med at overse det, fordi det er så basalt. Jeg er blevet gjort opmærksom på det gennem ’12 Rules for Life’, hvor forfatteren Jordan Peterson understreger vigtigheden af at se på det mest basale niveau, inden man begynder at justere på de psykologiske aspekter.

Mange af udfordringerne der udspringer fra dette aspekt, kan stamme fra den tidlige fase i familielivet, hvor de store linjer ift. familiestrukturen bliver lagt. Altså hvordan man tilrettelægger dagligdagen, fastlægger søvnrutiner, faste spisetider, pottetræning, oprydning og madlavning og alt muligt andet.

Men nogle gange bliver problemerne i dette aspekt hængende i alt for lang tid og ender med at skabe konflikter, der griber voldsomt ind i dagligdagen. For det meste handler det om grundlæggende behov, der ikke er grundigt reguleret, så som spisning, søvnen,

Her handler det om at stille basale spørgsmål? Får børnene nok søvn? Hvordan er dagligdagens forudsigelighed? Hvad med oprydningspolitikken? Fungerer rollefordelingen og ansv

aret for det praktiske? Spiser børnene for lidt grønt eller proteinholdigt mad, får de for meget sukker. Er der styr på lektierne?

Hvis den fundamentale struktur i hverdagen er mangelfuld, vil det gå ud over alle de andre aspekter af børns liv, såsom sundhed, følelser, venskaber, koncentrationsevne, livsglæde osv.

Der er selvfølgelig altid en mulighed for at der er mere komplicerede årsager til dysfunktion på dette niveau. Prøv at udelukke alle andre årsager. Hvis man kommer frem til at det er ren og skær dårlig struktur, handler det om at sætte massivt ind på for at ændre det, uanset hvor meget modstand barnet udviser.

Pointen med at være opmærksom på dette basale niveau er, at hvis vi løser de problemer der gentager sig hver evig eneste dag, så har vi godt styr på en stor procentdel af vores liv med vores børn. Og det er altid en god start.

2. Særlige omstændigheder:

Når man har set det basale niveau efter i sømmene, kan man se på om der er særlig svære omstændigheder i jeres liv, der skaber forstyrrelse i adfærden eller de mange konflikter.

Det kan være et nyt arbejde. Det kan være at en lillesøster er kommet til. Det kan være en krise i parforholdet. Det kan være pludselig arbejdsløshed eller overgangen fra barsel til fuldtidsarbejde. Det kan være sygdom eller død i familien. Det kan være økonomisk usikkerhed. Omstændigheder der sætter ekstra pres på vores mentale reserver og på børnenes sensitive antenner.

Tider med mindre overskud til at mentalisere er et livsvilkår, som vi ikke kan komme udenom. Når det så er sagt, så hjælper det at genkende og sætte ord på særligt udfordrende omstændigheder. Det giver alle i familien muligheden for at sætte sig ind i hinandens perspektiver og følelser men også for at skabe rum til barmhjertighed, accept, omsorg og forståelse.

Desuden kan det skabe en forståelig ramme for grænsesætning og øget krav om samarbejde, der under normale omstændigheder ville være friere og mere fleksibelt. Alt sammen egenskaber der støtter familien i at gennemgå de prøvelser, der nu engang har ramt dem.

Det værste for børn og voksne der gennemgår en krise, er at gå rundt med frustrationer, sorg, vrede eller andre stærke følelser uden at give dem luft og plads, sætte dem i sammenhæng med deres oplevede virkelighed. At de forbliver diffuse og ikke-mentaliserede, og det manifesterer sig i voldsomme skænderier og grænseoverskridende adfærd.

Helt sikkert værd at tage et kig på dette niveau.

3. Forældrenes ambitionsniveau:

Hvis du vurderer at problemet ikke findes på det fundamentale plan eller i særlige omstændigheder, så er det om at kigge på hvilke ambitioner du har. Dette punkt er inspireret af den indisk-amerikanske forfatterinde Shefali Tsabarys bog ’Forældre i nuet’.

Hvilke standarder har du lagt for dine børn og dit familieliv, og baseret på hvad? Hvor meget er baseret på forældet viden, trendy idealer eller tankeløse ambitioner på børnenes vegne. Hvor meget er prestigedrevet? Er børnene overstimulerede? Er der aktiviteter på skemaet hver aften? Hvis ja, hvorfor? Er der måske noget der skal justeres?

Jeg tror ikke at man kan give entydige svar, der vil passe til alle i dette niveau. Børn er forskellige og har forskellige styrker. Nogle trives med en masse sport og et stramt program. Andre børn har bare brug for at sænke farten ned, når de kommer hjem fra skolen eller institutionen. Ikke alle familier er ens og ikke alle børn er ens.

Men det er i hvert fald vigtigt at være opmærksom på, at gøre sig nogle overvejelser over hvilke værdier man er drevet af, for derefter at hierarkisere aktiviteterne ud fra det.  I sidste ende er man nødt til at erkende at det kan være årsagen til konflikter, manglende lyst til at samarbejde, trodsighed eller ren og skær udmattelse.

Vi har alle ambitioner for os selv og især vores børn. Spørgsmålet er her: husker vi at genbesøge vores ’ambitioner’ og spørge om de motiverer og stimulerer eller om de rent faktisk modarbejder og undergraver de mere grundlæggende værdier som vi ønsker os ud af livet.

4. Selverkendelse

Et godt følelsesmæssigt liv hviler på selvrefleksion og selvindsigt. Mange af mine tidligere indlæg fokuserer på netop dette. Det er det punkt, jeg brænder allermest for. Men vil tage en kort omvej forbi det filosofiske landskab, inden jeg uddyber.

Meget af den moderne forståelse af individet har stærke rødder i den klassiske rationalistiske filosof René Descartes’ menneskeforståelse: ’Cogito ergo sum’. ’Jeg tænker, derfor er jeg’, er hans mest ikoniske læresætning. Det antyder at vi mennesker har en direkte og ubesværet adgang til vores motivations- og intentionelle indre strukturer.

Forrige århundredes store gennembrud indenfor psykoanalysen med Freud i fronten, har sået stor tvivl om det virkelig er sådan det forholder sig med vores mentale verden. Mentaliseringsteorien hviler på samme præmisser som psykoanalysen. Her mener man at det er med stort besvær og en god portion selvrefleksion, introspektion, terapi, graven i vores tilknytningshistorie, observering af vores adfærd og følelser, og alt muligt andet der skal til, før at vi kan gøre os håb om at begynde at kende os selv[1].

Der er en grund til, at jeg ikke har placeret dette niveau før de ovennævnte praktiske niveauer. Det er ikke fordi jeg ikke tror at det er vigtigt. Tværtimod. Det er mit kernefelt og min store interesse at beskæftige mig med psykologiske forhold. Men jeg tror forældre nogle gange unødvendigt henfalder til en følelse af utilstrækkelighed og en problematisering af deres følelser.

Mange gange stammer vores manglende evne til at regulere vores affekter fra, at vi presser os selv til det yderste for at tilgodese og opfylde det ’perfekte’ liv for vores børn, men ender med at strække os til det yderste. Derfor mener jeg at man skal se på fundamentet og de praktiske omstændigheder først, inden vi betvivler vores evner som forældre.

Nå det er sagt så er selvrefleksion altid en del af processen. Der er så mange forskellige måder vi kan bremse for og forstyrre vores egen eller vores børns udvikling på ved at ignorere selvrefleksion.

Dine udfordringer kan meget vel ligge i din måde at forholde dig til pressede situationer på, til din usikkerhed og måske uartikulerede barndomstraumer. Så er det på tide at kigge indad.

Det er selvsagt at denne søgen ikke findes i et vakuum, men netop i vores sociale sammenhænge og dagligdag, særligt i vores familier. Det er her at vi har adgang til alt den data vi kan overkomme. Data om hvornår vi bliver overvældede, hvornår vi føler os særligt frustrerede, hvad der er særligt svært.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at man reflekterer over, er nysgerrig og åben omkring sine følelser overfor sig selv. Ikke nok med det, men at man forsøger at sætte ord på dem. At tale med sine nærmeste om sine følelser og oplevelser osv.

Jo mere vi ved om os selv, jo mere kan vi styre vores liv i den retning vi ønsker og som er i kongruens med vores dybeste værdier, idealer og formål, jo bedre bliver vi til at op eller ned-regulere vores følelser. At opdage hvad der løfter ens ånd, hvad der giver overskud og har stor betydning for en.

Det er også her at du kan se på om du i processen med at rumme og anerkende sine børns følelser og behov, faktisk ender med at overskride dine egne grænser og nedregulere dine behov og impulser. Balancen er hårfin, fordi man jo er ansvarlig for sine børn der ikke behersker deres impulser som voksne. Men har man givet for meget af sig selv og krævede for lidt af sine børn, vil det hverken gavne dig eller børnene.

En anden konsekvens ved denne ubalance er at børn i de tilfælde ikke får øvet sig at få styr på deres impulser hvis mor eller far altid er der til at kompensere for deres frustrationer og skuffelser. De bliver selv dårlige til at organisere sig selv, gå på kompromis, tage hensyn, samarbejde og alt muligt andet, der er nødvendigt i en social sammenhæng.

Så der er alverdens grund til ikke at overse dette område, da jeg er næsten sikker på at det nok spiller en mere eller mindre rolle i dine udfordringer med at sætte grænser for dine børn.

Så langt så godt

Det var de første fire områder på familielivets landskabskort, som der var plads til at afdække i denne omgang.

Glæd dig til del tre i serien, hvor jeg vil komme ind på de sidste tre domæner i familielivet, og afslutte med nogle samlende tanker om hvordan denne kortlægning kan bruges i dit liv. Som altid ønsker jeg det allerbedste for dig selv og dine nære relationer.

[1] Fonagy, Gergely, Jurist og Target: Affektregulering, mentalisering og selvets udvikling (2007)