Modenhed - Workshop om parforholdet
Parforhold,Selvudvikling

Workshop om parforholdet

Jeg har i dag holdt en workshop for mødregruppen i Muslimsk Ungdom i Danmark og Det Islamiske Trossamfund, der handler om hvordan vi kan bruge vores parforhold til at udvikle vores karakter.

Jeg vil først og fremmest takke alle der mødte op og var med til at berige samtalen med deres prisværdige indsigter, ærlige fortællinger og nuancerede perspektiver.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt jeg mener det er, at vi alle sammen engagerer os og investerer vores tid, energi og resurser på at udvikle os selv og vores forhold. Det er en investering i vores livskvalitet og i fremtiden.

Relationer er den kraft der driver vores tilværelse. Uden vores forhold, som vi alt for ofte tager for givet, ville vores liv være meningsløst, tomt og hult.

Det vigtigste jeg har fået ud af dagen er, at udvikling af os selv og vores relationer er en proces. Et faktum der næsten er blevet et slogan, men som desværre alt for sjældent bliver husket.

Rom blev ikke bygget på en dag. De gode og varige ting i vores liv, de ting vi elsker og værdsætter og som vil give ekko i generationerne frem over, tager tid. De kræver en kæmpemæssig indsats. De forlanger dedikation. De kræver ofringer.

Derfor har vi behov for at huske hinanden på at livet er dynamisk og evigt forandrende og at med forandring kommer håb.

Tålmodighed og tillid er nøglen i denne proces. Hvis man ikke kan tilgive sig selv og hinanden for at snuble og falde engang imellem så er processen dømt til at fejle. Hvis vi ikke tør at kigge indad, og justere vores kompas så det er i overensstemmelse med det ultimativt gode, barmhjertige, skønne og sublime, så vil vi for altid være fortabte og desorienterede.

Ingen af os kan gøre det alene og derfor er sådanne fællesskaber helende for vores sjæle. Når vi mødes i kærligheden og ærlighedens ånd og med det formål at stræbe efter at forbedre vores karakter, kan vi ikke andet end rykke os. Om det så blot er en smule. ’Mange bække små, gør en stor å.’

Indenfor den nærmeste fremtid slår jeg endnu et arrangement op, hvor der bliver mulighed for at udforske et specifikt område i dit liv (enten parforholdet eller forældreskabet), som du kan bruge til at forfine og udvikle din personlighed og karakter. Jeg kan love at det bliver spændende, rørende og dybfølt. Hold øje med siden, indtil da.

Smid mig en pb hvis du ønsker at modtage en mail om arrangementet når det kommer op at stå.

De bedste hilsner, Hamida

Hamida Naji

Mit navn er Hamida, jeg er 38 år gammel, og har været gift med Karim, min mand, siden 2003. Jeg er desuden også den heldige mor til tre dejlige børn Ayah, Aisha og Isa.

Du kan måske også lide...

1 Kommentar

  1. […] lovede workshopholdet i tirsdags at sende dem mine noter. Jeg tænkte, hvorfor ikke bare dele dem her på […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.