Hvem styrer showet? Du eller dine følelser?

Da jeg i sin tid blev introduceret til tilknytning- og mentaliserings-teorierne på sprogpsykologiuddannelsen, var jeg meget begejstret. Det gav en god ramme til at arbejde med mange af de ting jeg kæmpede med at få greb om og forstå ift. mig selv og andre.

Det var i 2011 efter at jeg havde født mine tre børn og var som jeg nævnte i indlægget ’FOMO, decision fatigue og værdier’, besat med tanken om hvordan jeg skulle give mine børn de bedste forudsætninger for et godt liv.

Jeg kastede mig ivrigt i færd med at læse alt hvad jeg orkede om mentalisering, både for at jeg på et tidspunkt vil være i stand til at arbejde med det, men mest af alt for min egen skyld. Hvordan kunne jeg blive bedre til at mentalisere, når nu det viser sig at være en evne, der kan være til så meget gavn, for mig selv og mine nære forhold?

Afstanden mellem teori og praksis

Ikke overraskende var det meget nemmere at lære og læse om, end det var at praktisere mentalisering, når det for alvor gjaldt. Et klasseeksempel er konfliktsituationer med min mand.

Ikke alene var jeg lige så dårlig til at mentalisere, når jeg først var i det røde felt eller på anden vis, i følelsernes greb. Men minsandten om ikke den der irriterende stemme, der altid fortæller dig hvad du gør forkert, mens du gør det forkerte, blev endnu mere højlydt og provokerende. Ikke længere kunne jeg skjule mig bag selvretfærdighed, ved at skyde skylden på ham, eller alt muligt andet end min manglende selvbeherskelse. Det var mildest talt irriterende.

Efterhånden blev det mere tydeligt, at hvis det skal lykkes mig at fastholde den mentaliserende indstilling i min hverdag og dermed forbedre mine forhold, så var jeg nødt til at tage ansvaret for mine følelser, uagtet hvad den anden har gjort eller forsømt at gøre.

Det er som det lyder; vanvittigt svært.

Hvor om alting er, så er min proces med at forbedre min evne til at regulere mig selv, en ’working progress’. Det slutter nok aldrig. Livet vil altid byde på utallige muligheder for at øve sig på denne fine dans.

Jeg kan dog sige at det kan lade sig gøre at blive bedre, og at effekten og gevinsten er enorm og befriende. Tænk engang; at genovertage ansvaret for sit velbefindende, i stedet for at lade det være i andres ansvar. Se, det er en gave jeg til enhver tid vil takke ja til.

Nu til det teoretiske:

Kunsten at styre sine følelser: Affektregulering

Den mekanisme der tillader dig at tage ansvaret for dine følelser, som jeg beskrev foroven, kaldes affektregulering. Det er omdrejningspunktet for den trygge tilknytning og er en forudsætning for en god mentaliseringsevne, der ikke svigter dig ved den mindste turbulens. Som et grædende og utrøsteligt barn.

Som begrebet antyder, så drejer det sig om hvor gode vi er til at regulere vores følelser, særligt i forbindelse med pressede situationer. Men hvad er følelser og hvordan lære vi at regulere dem?

Det er de spørgsmål jeg vil forsøge at klargøre i det følgende:

Følelser

Det vi i talesproget kalder følelser, er måder at forstå eller anskue affekter på. Affekter, er impulser som opstår i den nederste del af hjernen, der automatisk regulerer vores kroppe og vores overlevelse. Det er altså den del af hjernen, der er fuldtudviklet hos os fra vi er nyfødte babyer.

Samtidig er det holdepladsen for alle de behovssystemer vi har, så som tilknytningssystemet, udforskningssystemet, smertesystemet, overlevelsessystemet. Systemer der alle sammen lægger til grund for følelserne glæde, overraskelse, nysgerrighed, afsky, frygt, vrede, sorg, nærhed mm.

Man kan groft sige at følelsernes opgave er at de sørger for at vi kommer væk fra noget vi vurderer, er farligt, eller det modsatte. Vi bliver draget hen imod noget vi vurderer, er godt eller har brug for. Spædbørns bedste kommunikation er gråd, når der er noget på færde. Det er op til forældrenes mentaliseringsevner, at opdage hvad barnets behov er.

Til forskel fra voksne er spædbørnenes impulser fra disse behovssystemer, hverken kategoriserede eller organiserede. Selvom børn, helt fra de er spæd, har evnen til at opleve disse følelser, så har de bare ingen begreb om dem og kan hverken forstå dem eller regulere dem ved egen hjælp.

Børn og affekter

Hvad sker der så, når barnet er drevet af et bestemt behov eller en følelse? Det er her at omsorgspersonen er så kritisk.

Den voksne, der i teorien har et fuldtudviklet følelsesapparat, bør være i stand til at aflæse barnet, og påtage sig rollen for at være barnets følelses- og behovsfortolker i de første mange måneder og år. Det som jeg beskrev i det tidligere indlæg, som en tryg tilknytning på basis af gode mentaliseringsevner.

Det der sker i denne proces, hvor forældrene forsøger at ramme rigtig ift. deres barns behov, skaber med tiden, det man kalder affektregulering. Forældrene udstyrer barnet med en masse implicit (ubevidst eller kropslig) viden om hvad følelserne er og hvordan de kan takles. Udover at opfylde barnets fysiske behov, som fx, sult, træthed, bleskift, kulde eller varme, så bruger forældrene, ofte intuitive, strategier til at regulere og imødekomme børnenes affekttilstand, så som opmærksomhedsstyring, stemmeføring, berøring, leg og andet der tjener til at regulere barnets affekter.

Summen af alle disse erfaringer giver barnet en hel del implicit viden om sig selv, sine følelser og hvad det kan forvente sig af sin omverden. Barnet begynder også at danne en fornemmelse for at det kan handle. At det er en ’aktør’, som kan påvirke sig selv, andre og sine omgivelser. Alt sammen en optakt til affektregulering og mentalisering.

De voksnes ansvar

Når vi skal ud og rejse med et fly, er der typisk en stewardesse i midtergangen, der giver instrukser om hvordan vi skal gebærde os, hvis krisen rammer flyet. De færreste af os tænker videre over det, da vi er alt for ivrige efter at komme afsted. Men den del af instrukserne som vedrører iltmasken er særligt sigende ift. dagens tema. Har du lagt mærke til at de foreskriver at man starter med selv at tage iltmasken på?

Ved første øjekast virker det selvisk, men det giver rigtig god mening. Ideen er at du ikke er særlig meget værd, for dig selv, dine børn eller andre, hvis du besvimer af iltmangel. Derfor er det afgørende vigtigt at ’redde’ dig selv, inden du kan gøre dig håb om at være til gavn for andre.

Det er for mig at se essensen i dette indlæg.

Ilt til hjertet: At regulere sine følelser

Når en konflikt opstår mellem en forælder og et barn er det særligt kritisk at den voksne har styr på sine følelser. Barnet har i modsætning til en ægtefælle, ikke en fuldt udviklet selvforståelse og er fortsat afhængig af, at forældrene er i stand til at regulere deres følelser, hvis konflikten skal undgå at eskalere.

Realiteten er dog at vi som voksne eller forældre, bærer rundt på en masse bagage selv. Vi har alle ar på sjælen, der lynhurtigt kan blive aktiveret af en given situation.

Det kan være en oplevelse der vækker associationer med ubearbejdede minder eller oplevelser, der pludselig omdanner os til et hjælpeløst/stædigt barn, der mister besindelsen. Og pludselig vokser konflikten til noget større end det var oprindeligt.

Det er for mig et klokkeklart billede på at man har glemt at give sig selv iltmasken på.

At blive fortrolige med vores egne affekter og behov er derfor altafgørende, hvis vi skal give det videre til vores børn. Hvordan vi kan blive bedre til at organisere og kanalisere vores impulser så de gavner, ikke bare os, men også vores nære forhold.

Det er her at hemmeligheden til den trygge tilknytning findes, og vejen til at opnå gode mentaliseringsevner.